I starten af 2019 var dokumentarserien ‘Surviving R. Kelly’ med til at starte en bevægelse, der krævede, at R. Kelly blev stillet til ansvar for de mange anklager om blandt andet seksuelt misbrug af unge piger og kvinder. Den serie får nu en efterfølger i form af ‘Surviving R. Kelly Part II: The Reckoning’, der består af tre episoder.
Serien bliver vist 2.-4. januar på Lifetime i USA, og den kommer blandt andet til at handle om de mange konsekvenser, afsløringerne har haft for R. Kelly i løbet af 2019. Det kan man få en forsmag på i traileren, der netop er landet.
Historien om r’n’b-stjernens afvigende adfærd havde floreret i mange år, og i 2017 hævdede en artikel hos BuzzFeed, at kunstneren fra Chicago bedrev en decideret sexkult. Men ‘Surviving R. Kelly’ var et afgørende øjeblik, fordi serien gav mange af de kvinder, sangeren efter sigende havde misbrugt, muligheden for at fortælle deres historie.
Siden har mange kunstnere undskyldt for at samarbejde med R. Kelly, og visse (som Lady Gaga) har trukket deres sange med ham tilbage. R. Kellys pladeselskabet har også droppet ham.
Sangeren selv er blevet anholdt og sigtet for en lang række kriminelle handlinger, og en række nye sexvideoer er blevet overrakt til politiet som beviser. R. Kelly står anklaget for blandt andet børnepornografi og seksuelle overgreb. Senest blev han sigtet for at købe sex af en mindreårig. Han er varetægtsfængslet og står til årtier i fængsel, hvis han kendes skyldig.