I går aftes udgav Drake det nye nummer ‘War’ med en tilhørende musikvideo, og at dømme fra teksten til nummeret, lader det til, at den canadiske rapper lægger sin beef med landsmanden The Weeknd bag sig.
Det er linjerne »And the boy that sound like he sang on ‘Thriller’/You know that’s been my n***a, yeah/We just had to fix things, family, 6 tings, we can’t split up«, der tilsyneladende refererer til forholdet mellem Drake og The Weeknd, som altså skulle være godt igen efter et par år med kold luft.
Drake og The Weeknd startede egentlig ud som samarbejdspartnere, men er siden gået skævt af hinanden. Tidligere på året udgav The Weeknd sangen ‘Lost in the Fire’, hvor han tilsyneladende langede ud efter Drake. Men alt er altså tilgivet nu.
Musikvideoen er instrueret af Theo Skudra og skildrer Drake, der hænger ud med sit OVO-hold på de canadiske skibakker, inden de tager til fest.