For et par måneder siden var jeg i ekstase i lille Vega. En af de, i min optik, største og dygtigste popstjerner i verden, Charli XCX, gæstede København i november, og sjældent havde jeg glædet mig så meget til en koncert. Derfor var det også fuldstændig ubegribeligt for mig, hvorfor resten af verden ikke var på den anden ende over, at Charli XCX befandt sig på dansk jord. Koncerten var rykket fra Store til Lille Vega og var kun lige akkurat blevet udsolgt inden showstart. What?!
Og nu er historien ved at gentage sig…
Den tyske, men amerikansk bosatte, sanger Kim Petras, der for øvrigt flere gange har samarbejdet med Charli XCX, kommer til Vega mandag den 27. januar – og selvom hendes popsange har stadionformat, og hun har affødt nogle af de bedste popsange i 2019, skal vi endnu engang stuves sammen i Lille Vega. Endda til en koncert, der lader til stadig at have masser af ledige billetter. Hvorfor iler alle ikke hen for at se en af jordens absolut mest interessante popstjerner lige nu? Hvis du spørger undertegnede, bør du med det samme aflyse alle planer mandag aften, så du kan tage i Vega.
Eurofisk popmusik
Kim Petras har kun udgivet musik siden 2017, men har allerede været affilieret med kunstnere som førnævnte Charli XCX og SOPHIE og optræder desuden på soundtracket til den nye Charlie’s Angels-film.
Hendes euforiske popmusik klinger både af tyggegummi-pop, gyserfilm, hede natklubber og Ariana Grande anno 2019, og i det hele taget lader Kim Petras til at være fuldstændig ubegrænset i sit kunsteriske virke. Der er ingen kasser, sangene skal passe ind i, og ingen grænser for, hvornår noget er for meget.
Tag for eksempel den bombastiske ‘Do Me’ fra sidste års album ‘Clarity’, hvor Petras i C-stykket har lagt stadion-klap og dertilhørende rumklang ind over tracket. Sådan et træk kræver virkelig en god portion selvsikkerhed og musikalsk humor.
På ‘Icy’ og ‘Sweet Spot’ (også fra ‘Clarity’) er Petras heller ikke bange for med fuldt overlæg at lyde som en 1:1 kopi af henholdsvis The Weeknd og Daft Punk. Og på ‘Massacre’ fra det Halloween-inspirerede debutalbum ‘Turn Off The Lights’ stjæler Petras pludselig temaet fra juleklassikeren ‘Carol of the Bells’.
Petras’ musikalske overblik er med andre ord enormt.
Overjordisk stemme
Albummet ‘Clarity’ blev sidste år udgivet på hip hop-manér, således at næsten alle albummets tracks var udgivet som singler, før selve albummet blev udgivet, og samme år udgav Petras også en stor udvidet version af ‘Turn Off the Lights’. Også der beviste hun, at selv når det kommer til udgivelser og albumformater, er der ingen regler for, hvordan det skal gøres. I hvert fald når man hedder Kim Petras.
Petras’ musik er en legeplads, hvor hun tør efterligne skamløst – både andre og sig selv – lave musik, der er voldsom, intim, skræmmende, pladderromatisk, udadfarende og indadskuende, ja alting på samme tid. Alt sammen ledsaget af hendes overjordiske vokal, der næsten kan måle sig med Mariah Carey og Ariana Grande i tonehøjde.
Hendes stemme er et kæmpe instrument, der både kan klinge opløftende og ekstatisk, på eksempelvis ‘Do Me’ og ‘Heart to Break’, men samtidig også være såret og udtryksfyld på det flotte break up-nummer ‘Broken’.
De mange følelsesmæssige udsving bliver dog altid udfoldet i sjov, sassy lyrik som eksempelvis »Clarity, I got clarity / I’m the bitch with the sauce, apparently«, eller i den sexede ‘Do Me’: »I love when you love me back to back / Baby be my QB while I’m throwin’ it back«. Med de mange facetter i hendes sangskrivning er der noget for alle at spejle sig i.
Så kære dig, der læser med. Kridt danseskoene, og skynd dig i Vega på mandag. Jeg LOVER, at det bliver en fest, og at du bliver blæst bag over af, hvor meget attitude, glam, og ikke mindst stemme, der kan være i én person.