Den fede revisor lukker op og byder indenfor i sin lejlighed på Østerbro. Det er sådan, Benjamin Hav selvironisk omtaler sig selv. Eller det er i hvert fald sådan, han forestiller sig, at andre kan opfatte ham, hvis de sammenligner ham med klassiske hiphopikoner.
Hvis ikke det var for den blå hoodie fra Emil Kruses merchandise til singlen ’Air Tonight’, som hænger på Benjamin Hav, kunne man være tilbøjelig til at støtte op omkring hans lighed med en revisor fremfor en rapper. Hav er en høj 34-årig familiefar med kort tilbagestrøget hår, briller og en dannet bogreol med danske forfatterkoryfæer som Klaus Rifbjerg, Herman Bang, Dea Trier Mørch, Steen Steensen Blicher, Christian Kampmann og Tove Ditlevsen. Selv Bibelen er at finde på hylden.
Hav kaster ikke sedler på en stripklub hver weekend. Han har faktisk sovet i et år, og så er han godt gift med hustruen Mille. På dørhåndtagene i hjemmet pynter røde julestrømper, som tilhører deres fælles døtre – Vita på fem, Dagmar på ni måneder og Havs bonusdatter Liva på otte. Egentlig kunne familiefaderen godt tænke sig et enkelt barn til, for: »Fire børn er inden for rammerne, men fem så begynder det at blive en tv-serie«.
På trods af, at Benjamin Hav i manges optik på ingen måde lever op til prototypen på en hiphopper, har han sammen med producer Magnus Albert Wanscher høstet roser og priser som rapper og frontfigur i den elektroniske hiphopsucces Benal.
Men i starten af januar sprang Hav pludselig ud som soloartist med debutalbummet ’Spice Up Your Life’, som i fredags blev fulgt op af endnu et soloalbum med titlen ’Dit syge dyr’.
Det er derfor, vi mødes denne formiddag i december. For at rette spotlyset mod Benjamin Hav alene og komme tættere på, hvem han egentlig er uden Benal, og hvorfor han vælger at stoppe legen, mens den endnu er mere end god.
Hav er tydeligvis ikke en mand, der lader sig indskrænke af slidte klicheer og identitetsmarkører, og måske er det netop derfor, han nu vælger at vride sig fri af de bånd, han selv har bundet i Benal, inden de begynder at stramme.
»Det bliver dejligt at komme ud med de her album, for de er på en eller anden måde forordet til mit soloprojekt. Jeg glæder mig meget til at spille live og finde ud af, om det virker eller ikke virker«, begynder Hav fra sin plads på den anden side af spisebordet.
»Jeg vil helt sikkert også lave et album mere med Albert på et tidspunkt, men jeg skal lige bruge lidt tid nu på at afsøge den umiddelbare intuitive leg«.
En quirky dreng
Benjamin Hav kom til verden i 1985 som efternøleren til to storesøstre, der var 10 og 13 år ældre end ham. Barndomshjemmet var en lejlighed på Willemoesgade ikke langt fra, hvor han bor i dag.
Forældrene kommer oprindeligt fra Harboøre ved Vestkysten, men flyttede til København fra Jebjerg, fordi faderen, digteren og forfatteren Niels Hav, gerne ville være tættere på datidens digtere og kulturlivet i København. Havs mor arbejdede som sygeplejerske, men uddannede sig senere til socialrådgiver.
Hav husker sin familie som stor, tæt og kærlig, men som efternøler har han også fordrevet en stor del af sin barndom alene.
»Mine forældre sad ikke på gulvet og legede med Lego sammen med mig. Jeg så rigtig meget fjernsyn. Det var dengang, man var bundet til flow-tv, og vi havde kun den lille pakke med DR og TV2, så jeg så bare vitterligt alt, hvad der var. Min far havde perioder om sommeren, hvor han sendte fjernsynet på sommerferie, og så føltes det jo, som om det var min bedste ven, der blev fjernet der«.
Selv om faren var digter og sad hjemme i privaten og skrev, har forældrenes jyske jordnære baggrund sørget for, at det aldrig blev en »Dan Turéll-opvækst« for Hav med kaotisk kunstnerkaos og for meget alkohol.
»Der var havregrød om morgenen, frokost og aftensmad kl.18, så det var et rimelig straight miljø«.
Faktisk havde Hav oftest mere tid med sine forældre, end hans venner havde, og han fordrev uendelige timer af barndommen på biblioteket med sin far. Især Københavns Hovedbibliotek og Gentofte Bibliotek blev frekventeret dagligt af de to. Mens faren læste sin voksenlitteratur, flød Hav rundt og passede sig selv og fordybede sig i tegneserier og faglitteratur om alverdens ting.
I skolen på Østerbro var han en introvert og quirky dreng, husker Hav.
»Jeg havde nogle tics, hvor jeg skulle gøre alting to gange i en periode, som også handlede om noget dødsangst. Hvis jeg gjorde noget en gang, åbnede jeg for det dårlige univers, så det skulle jeg lukke igen. Jeg sagde også rigtig meget undskyld i skolen, så der var en lærer, som fortalte mine forældre, at der måske var noget, de lige skulle holde øje med«.
Hvorfor undskyldte du?
»Det ved jeg ikke. Jeg ville bare gerne være en god dreng. Sådan har jeg det også i dag. Jeg vil gerne give folk en god oplevelse og bidrage positivt til fællesskabet. Jeg kan godt lide ikke at være en udgift i de primære relationer. Jeg snakkede med mine forældre og fik i samme periode bearbejdet den der dødsangst for, at mine forældre skulle dø. Efter at have reflekteret rigtig meget over det sagde jeg til mig selv, at jeg tror på, vi mødes igen på den anden side, og så stoppede alt det der OCD-agtige«.
Frankies Julespecial
Hav var stadig en »quirky lille fuck«, da faren pressede ham til at starte til fodbold under stor protest. Men med tiden blev Hav glad for det og også relativt god til det, hvilket hjalp ham ud af identiteten som den lille quirky dreng og iklædte ham mere fysik og nye sociale kompetencer. På daværende tidspunkt var det især kommunikation, som var hans sociale kapital i skolegården. Han har altid været reflekterende og skarp verbalt efter utallige år som tvangsindlagt tilskuer til sin fars digtoplæsninger, fortæller han.
»Det med at connecte med mennesker har været en ting for mig fra en relativt tidlig alder. Jeg var god til det, og derfor blev det vigtigt for mig. Det er jo en form for performance i sig selv at vinde point i en samtale ved at sige noget, som resonerer. Og det har nok også været noget af det, som har givet flest point i mit barndomshjem«.
Fodbolden fik en konkurrent i Counter-Strike, inden musikken og rapteksterne møvede sig ind i billedet, da Hav var omkring 12 år. Han spillede keys, trommer, bas og sang i forskellige ungdomsbands, som primært havde Nirvana, Deep Purple og The Cranberries på repertoiret. Ligesom biblioteket og computerspillene var musik et uendeligt univers, som Hav i evigheder kunne forsvinde væk i. Rapteksterne haltede derimod en del.
»Det var bare sådan noget fuldstændigt ligegyldigt selvforherligende punchline-blærerap«.
Da Hav var 12 år, lavede P3 en konkurrence i programmet ’Frankies Julespecial’, til hvilken alle kunne sende noget musik ind. Blev man udtaget og vandt den store præmie, kunne man få hjælp af produceren Ken The Killer fra Cargo, der hittede i 1999 med popsangen ’Pornstar’, til at lave et nummer og indspille det sammen med ham. Nummeret ville så efterfølgende blive spillet på P3. Benjamin Hav sendte en raptekst ind – og vandt.
»Det var helt vildt og en kæmpe succesoplevelse i forhold til, at det var muligt at bryde igennem barrieren ind til nye rum ved at skrive tekster. Jeg begyndte at skrive meget mere og købte skrivehæfter og følte, at der var noget, jeg var god til der«.
Den skæve konge af Danmark
Med hiphoppen fulgte hashen, der sneg sig ind på Hav som 14-15-årig og blev hans nye altoverskyggende hobby og tro følgesvend, til han var omkring 24. Især de sidste fem år eskalerede misbruget til hidsige højder, fortæller han.
»Jeg tror, at jeg er ekstremist af sind. Hvis jeg går ind i noget, forsvinder jeg helt ind i det, om det så er musik, fodbold, bibliotek, computer, hash eller træning. Jeg prøver at være opmærksom på det og være ekstremist i så gode sammenhænge som muligt, men lige i den sammenhæng svævede jeg bare ind i den verden«.
På trods af sit hashmisbrug formåede Hav at holde hverdagen på skinner med et fuldtidsjob som administrativ medarbejder i jobcentret i Baldersgade og senere som kommunikationscoach i et callcenter og endnu senere i 3F. Derudover færdiggjorde han sin studentereksamen som selvstuderende på VUC, hvorefter han søgte ind på Journalisthøjskolen i Aarhus og Mediehøjskolen i Emdrup med to afslag som kvittering.
Jeg tror, at jeg er ekstremist af sind
Via produceren Adam Sampler, som Benjamin Hav var begyndt at lave musik med, nåede rygtet om den nye rapper til Pede B og producerne Lukas Lunderskov (LuxXx) og Casper Simonsen (Cab) fra undergrundpladeselskabet Beskidt Lyd. På det tidspunkt, omkring 2011, var Pede B lidt af en stjerne i hiphopkredse efter sine sejre i MC’s Fight Night, så Hav takkede med glæde ja til invitationen om at komme med ham på spillejobs under aliasset Benjah.
»Der følte jeg ligesom, at min position som værende ’ham der rapper’ virkelig blev stadfæstet. Jeg var uendeligt uambitiøs omkring min arbejdsindsats, fordi jeg røg meget weed, men jeg følte mig som kongen af Danmark«.
Dengang blev livet primært levet i en rygerklub i Viborggade, hvor Hav og drengevennerne hang ud dag efter dag uden rigtig at udrette noget. Alligevel følte Hav, at han var rapper, og inde i sit eget hoved var han måske endda den bedste.
»Når jeg kigger tilbage nu, vil jeg sige, det var jeg helt klart ikke. Men det var en følelse af, at det var mit holdepunkt i livet, fordi min omverden bekræftede mig i det«.
Rapperen Benjah var før Benjamin Hav rigtig fandt sin stemme, og attituden var præcis den samme som den, han dyrkede i ’Frankies Julespecial’. Det var »dum blærerap« og »’din mor’-tekster«, for i rygerklubben var følelser ikke et af samtaleemnerne.
»Vi spiste smørrebrød, røg weed, så Discovery og jokede med hinanden. Det var det liv. Jeg var helt den samme som nu, men også lidt en zombie, så det var meget primalt i mange år der. Det, jeg gerne vil, og som jeg også gerne ville dengang uden at være bevidst om det, er at røre folk i deres følelsesliv, om vi så snakker opportunisme eller tristesse. Det er det, gode tekster og god musik kan, men dengang kørte jeg mere sådan noget selvhævdende hiphop«.
Fordi du ikke havde så meget kontakt med dig selv, og så henter man sin identitet i klichéen?
»Ja, hundrede procent. Sådan var det i hvert fald for mig. Mit sind plus hash dulmede mit følelsesliv. Jeg kunne ikke mærke de store følelser på samme måde. Det fandt jeg først ud af, da jeg stoppede med det. Det var sådan: Wow, livet er magisk. Jeg kunne mærke duftene og de smukke og triste følelser i livet, og hvordan de forankrede sig i min sjæl. Da jeg røg meget weed, slettede jeg lystavlen hver dag«.
Da Benjamin Hav mødte Magnus Albert Wanscher gennem Pede B og Lukas Lunderskov i 2011, fik han endelig en drengeven, som han kunne tale følelser med. Også musikalsk var Wanscher et nyt og spændende bekendtskab. Hiphop var stadig Havs format, men selv om han elskede og stadig elsker at nørde genren, har hiphop for ham altid handlet om at skubbe til og udvikle begreberne. Wanscher kom fra en elektronisk baggrund, så hans univers var friskt, men også meget skrøbeligt og følsomt, som passede godt til de tekster, der rumsterede inde i Hav.
»Hiphop har jo altid været et maskespil, og jeg tror, jeg havde en længsel efter at kunne være det rene menneske lidt ligesom Mikael Simpson og Tina Dickow. Ikke for at sammenligne os musikalsk eller tekstuelt, men de går op på scenen med deres hele jeg«.
Et virvar af succesoplevelser
Døren smækker i entreen. Benjamin Havs hustru Mille kommer ind i stuen med Vita trissende efter sig og Dagmar på armen. Havs rustne røst stiger i oktaverne, da han henvender sig til Vita:
»Hej skat, du må gerne komme ind og sige hej«.
Benjamin Hav mødte sin hustru i samme periode, som Benal begyndte at lette i 2012. Det var til en Pede B-koncert, og senere ramlede de to ind i hinanden backstage til Trailerpark Festival, da Mille var frivillig under en af Benals koncerter. De to fandt endeligt sammen under en efterårsdate i Dyrehaven. Det er i høj grad hendes og børnenes fortjeneste, at ekstremisten Hav ikke er druknet i hiphopklicheen med sprut og damer, for i virkeligheden er det ikke en kliché, lader han forstå.
»Det er sådan, det er«.
Mille har altid »givet en fuck« for den succes, som med årene voksede ud af Benal. Udefra kan det virke, som om succesen dumpede rimelig meget ned i duoens turban. Pludselig brød de ud af undergrunden og var alle vegne. En stjernerække af gæsteoptrædener stod i kø for at joine deres koncerter, og både medier og branche bidrog til hypen med masser af omtale og anerkendelse. Men faktisk er succesen aldrig kommet bag på Benjamin Hav. Indefra har alting føltes meget organisk, fordi tingene er sket gradvist slag i slag.
»Jeg tror også hele tiden, jeg har følt, at det var top level«, siger han.
»På en eller anden måde har jeg haft den der sygdom i hjernen, som har gjort, at jeg hele tiden har tænkt: Nå ja, sådan er det. Det største musikalske spring, jeg måske nogensinde har taget, var at blive udtaget i ’Frankies Julespecial’, så selvfølgelig var det vildt at blive signet på et pladeselskab, men det var på en bund af det og Karrierekanonen. Vores første udsolgte Store Vega-koncert var vildt, men derefter blev det også bare sådan: Nå, hvad skal der så nu ske? Roskilde-koncerten på Arena forrige år er helt klart en af dem, der stikker ud, men der har været så meget, så det er et virvar af rigtig gode succesoplevelser til et punkt, hvor jeg virkelig skal huske mig selv på ikke at tage det for givet«.
Hvordan føles det at stå foran et publikum, som går amok over noget, man har skabt?
»Hvis folk køber billetten til ens koncert specifikt, bliver man mødt af en ekstrem kærlighed, som er ekstremt selvforstærkende. Så føler man ikke, at man kan gøre noget galt. Så føler jeg, at jeg kan stå og prutte med armhulen, og folk vil bare synes, det er fedt. Der er en gensidig kærlighed, for alle vil gerne have, at det er fedt«.
Er det ikke rimelig sindssygt at opleve?
»Kæmpe sindssygt. Fuldstændig sindssygt. Den følelse af at have lavet noget, som connecter med folk, er helt vild. Jeg er så syg i sindet, at jeg godt kan blive rørt over min egen musik i skabelsesfasen, men den rørthed bliver bare ekstremt forstærket, hvis jeg står på en scene og fornemmer, at den også er til stede hos andre. Det fodrer min indre narcissist i ekstrem grad«.
Det må være lidt af en kontrast til livet som familiefar?
»Ja, totalt. Igen, jeg er lidt ekstremistisk anlagt, så jeg kan godt lide rabiate sceneskift, og det er det jo meget. Men det er også to virkelig gode og selvopretholdende sider af livet. Mange af de sjove ting i livet er ikke genopladelige. De casher bare ud og hæver på kontoen som for eksempel at gå for meget i byen, selv om det også kan være sjovt, hvis man kender besøgstiden. Jo mere energi, jeg putter i ungerne, jo federe bliver relationen til musikken, og jo mere energi jeg putter i musikken, jo federe bliver relationen til familien. Det er nærmest også det eneste, jeg beskæftiger mig med. Musik og familie«.
Klaustrofobisk konformitet
Januar har ramt København, da vi mødes for anden gang. Denne eftermiddag er det i Benjamin Havs rektangulære kasse af et studie i en baggård på Bryggen. Flyttegods roder i krogene. Han har kun søgt kreativt ly her siden november måned. Faktisk er det det første studie, som er helt hans eget, fortæller han, mens blikket bag brillens skildpaddefarvede stel glider henover skrivebordet og den blå flydersofa.
Havs første soloalbum ’Spice Up Your Life’ har kun haft få dage på gaden, men hidtil har han modtaget positiv respons. Derudover har Benal spøgt siden vores seneste møde. En koncert på Train og tre koncerter i Store Vega henover julen er det blevet til, inden Hav kappede navlestrengen for nu mellem ham og Wanscher.
»Folk ude i rummet vidste jo ikke, at jeg er gået solo, men jeg tænkte helt sikkert på det«, siger han, da han er dumpet ned i sofaen.
»Vi har spillet så mange koncerter i Benal det seneste år, så der var en følelse af, at der er brug for en pause nu. Ny luft, ny musik og stemninger. Men der var selvfølgelig også en stemning af: Okay, hvem ved, hvor lang tid der går nu, før vi skal spille koncerter med Benal igen?«.
Som musiker og rapper er Benjamin Havs eneste frygt at stagnere i trygheden og lade den være benspænd for udvikling og for, at noget kan blive rigtig sjovt. Penge er en vigtig faktor for, at hjulene kan dreje rundt. Men når økonomien er på plads, som den er nu, vil Hav til enhver tid hellere bestræbe sig på at skraldgrine fra maven end at risikere at blive opslugt af tryghedens klaustrofobiske konformitet.
»Vi skraldgrinede også en masse fra maven i Benal, men jeg tror, jeg har en indbygget vibe af, at det skal nok gå. Det er jo bare en leg at lave musik, og hvis ingen vil være med til den leg, finder jeg bare på en anden leg. Det vigtigste er, at jeg mentalt holder mig sund og legelysten, og der er det vigtigt at ribbe op og gøre nogle andre ting. Når vi har spillet så meget med Benal, bliver det nemt. Man ved præcis, hvornår folk hopper og danser og siger noget, og det er virkelig fedt og vigtigt, men det er ikke nok for mig. Vi kunne sagtens have spillet super fede jobs i 2020 til rigtig gode penge, men det bliver også bare lidt kedeligt«.
En renere skabelse
Ud over teksten har Hav aldrig været med i den musikalske del af skabelsesprocessen i Benal, hvilket også har katapulteret ham over i soloprojektet, fordi han har haft brug for at tage styringen og stå for det hele selv. Siden Hav var en lille dreng, har det været vigtigt for ham at overgive sig til det, han gerne vil. Han kan se på sine omgivelser, at det oftest er dem, der tør gøre det, som scorer flest point i livet.
»Jeg prøver at give videre til mine unger, at de skal gå efter, hvad end de vil, og så kan man fejle horribelt, men i fejlen er der også det smukke i forsøget på at gøre noget, som gør en glad«, siger Hav og fortsætter:
»Albert har fyldt meget i Benal. Mest på godt, men også ondt i forhold til min udvikling og mulighed for at få en skabende hånd på det musikalske udtryk. Det er også på godt og ondt at stå alene nu. Det er godt, fordi jeg lærer en masse, og der er kortere vej fra mit indre til lytteren, fordi det ikke skal igennem Alberts filter, og på ondt, fordi det er helt nyt for mig at kuratere beats og skræddersy numre. Så vil den kritiske lytter selvfølgelig sige: ’Der er nogle ting, som ikke er ligeså gode, som da Albert sad med fingrene i det’, og det er rigtigt. Men jeg har været mere investeret i hele processen. På den måde har det været en renere skabelse, og det er sgu et spændende univers«.
Men med en DMA i oktober for Årets Bedste Danske Gruppe kan det virke som et pudsigt tidspunkt at kaste det hele op i luften?
»Det er det. Men det er også nogle lidt konforme logistiske sikkerhedsforanstaltninger i musikbranchen, at man skal smede, mens jernet er varmt og ride succesen. Jeg tænker mere, at det er et perfekt tidspunkt. Folk er søde, og jeg føler, jeg har en god samtale med mine lyttere, men hvis jeg ikke er mig selv i det, så bliver det ikke en fed samtale om fem minutter. Så bliver jeg ufri i det, og så bliver det anspændt og kalkulerende. Igen, det er jo bare noget, vi leger. Når krigen kommer, handler det om at finde husly og beskyttelse til børnene, så det er heller ikke mere odiøst end det«.
For meget pretend
At Benjamin Havs første soloprojekt ikke kun består af et, men to album, skyldes især hans ambition om ikke at hive Benal-numre op af hatten, når han skal ud i landet og spille live som sig selv.
Hav vil gerne have fuldfede og mange forskellige samtaler kørende med mange forskellige slags mennesker på en gang, så han ikke »fedter med livet«. Derfor har han sørget for at dække sig ind med så mange numre, at der er nok til en hel koncert udelukkende med eget materiale. Det brogede persongalleri af musikalske samarbejdspartnere på albummet har været med til at farve udtrykket i så mange forskellige retninger, at der gerne skulle være noget for enhver smag. Benjamin Hav er typen, der altid putter for mange krydderier i maden. Til gengæld har han aldrig været god til at holde på formerne.
Det er meget prætentiøst overhovedet at udgive musik
Titlen på det første soloudspil ’Spice Up Your Life’ er egentlig mest bare en reference til Spice Girls’ storhedstid, da Hav var barn. Og så prøver han også selv at spice livet lidt op ved at springe ud i en solokarriere.
»Den anden titel ’Dit syge dyr’ er en sætning, jeg tit siger til mine børn, hvis der er et eller andet«, siger Hav med underspillet humor i sit døde blik.
»Samtidig refererer titlen også til mig selv, fordi det er lidt sygt af mig at udgive to album lige efter hinanden«.
Humor, ironi og sarkasme har altid været en stor del af Benals og måske især Benjamin Havs univers, når han eksempelvis entréer scenen på en segway med små cancan-spjættende børn i baggrunden til P3 Guld, sender pressemeddelelser ud i offentligheden med absurde fantasifabler om at stå i en pissekold sø og indspille en plade, mens måger forsøger at parre sig i en skippers ansigt, eller optræder som majsglad sektleder i sin nyeste musikvideo til ’Spice Up Your Life’.
Humoren er nok bare en forlængelse af, hvem Hav er socialt, fortæller han. Den har altid været hans vej ind i relationer og en måde for ham at deale med livets udfordringer på.
»Jeg synes, det er utrolig kedeligt, hvis en musiker sidder og fortæller den samme historie altid, for alle mennesker er jo ens på en eller anden måde. Det er meget prætentiøst overhovedet at udgive musik, men jeg vil gerne prøve at være jordnær og tilstede i relationen til folk, der gider lytte, og gøre musik til et menneskeligt foretagende. Sandheden er jo, at om hundrede år er alting glemt alligevel, så min motivationsfaktor er, at jeg selv skal have det sjovt i det, og jeg keder mig nemt ved at skulle sige det rigtige. Der er utrolig meget pretend rundt omkring, og jeg synes hurtigt, at jeg kan mærke på folk, om de er til stede i verden uden for meget skjold. Jeg forsøger selv at smide det skjold og være ligeglad med, hvad andre tænker om mig, for det kan man ikke styre«.
Men humor er jo også et skjold?
»Fuldstændig. Det er et kæmpe skjold. Vi er jo alle sammen bare dyr, der prøver at finde vores plads i flokken, så om det er seriøse følelsestunge ting eller humoristiske ting, vi dyrker, så er det bare en tillært flugt fra udstødelse af flokken. Hvorfor rapper jeg? Det er, fordi jeg har lært, at det kan gøre noget for min positionering i flokken. Det er egentlig bare det, jo«.
Ufortyndet psykopati
Ved siden af sofaen ligger et indrammet citat, som Hav har arvet fra sin mormor. ’Alt beror på Guds velsignelse’, står der med krøllede guldbogstaver på en sort baggrund. Noget af familien i det vestjyske er stadig medlem af Indre Mission, men Havs mormor og morfar var almindelige kristne. Dog i en mere ekstrem form end hvad gængs er.
Den højstemte, sindige, vestjyske ro har Hav med hjemmefra. Han er ikke religiøs, men kristendommens varme, næstekærlighed og samhørighed både i familien, men også i samfundet, har uden tvivl været med til at forme hans bløde poetiske tekstunivers, som typisk kredser om kærlighed og familie, konstaterer han. Tilliden til, at andre vil en det godt, er en del af hans DNA fra den vestjyske hede, og det er en tillid, som han finder nødvendig for, at man som menneske kan smide skjoldet og »være fed«.
»Jeg har altid tænkt over det med at investere blindt i relationer. Hvis man siger ’hej’ til børn, er det ikke sikkert, de siger ’hej’ tilbage, men det gør de måske over tid, hvis man siger: ’Hey, hvad er det for en fodboldtrøje?’. De fleste voksne er jo ikke anderledes end små børn, så hvis man investerer blindt, opstår der en tillid i relationen, og på den måde kan jeg snige musikken ind. Det er også det humoren kan, fordi det bliver ufarligt. Så kan jeg sende fartøjer med ufortyndet psykopati ind i sjælen til stor fortrydelse for alle parter. Det er det med at sænke paraderne og sige: Jeg er bare en kæmpe idiot, så den slags idiot, du er, er bare en lillebitte flig af, hvor stor en idiot jeg er«.
Du er jo lidt en særegen rapper, både fordi du var lidt ældre, da Benal slog igennem…
»Ja ja, og jeg ligner en revisor«.
Ja, dit udseende er også atypisk, og du er ægtemand og familiefar: Er det bare fordi, det er den, du er, eller bunder det også i et ønske om at lade maskerne falde og skubbe lidt til tingene?
»Det er i hvert fald det der med bare at gøre det, som jeg føler er rigtigt, og gøre det mere menneskeligt end stilistisk. Det er meget en ungdomsting, at man skal have kasket og North Face-dynejakke, hvis man er hiphopper, og hvis man er til rock, skal man have langt hår og læderjakke. Når man fylder 30, er man bare menneske. Jeg er glad for, at der også er folk under 24, som kan lide min musik, men på en eller anden måde stoler jeg mest på folk, der er ankommet til livet og slapper mere af, hvilket jo typisk sker, når man har passeret midten af 20’erne. Jeg kan sgu godt lide David Byrne og James Murphy fra LCD Soundsystem. Folk der bare er«.
Han retter på brillen.
»Det kan da godt være, der er nogle af de allermest nedsmeltede, indavlede hiphopdrenge, der føler, at mit udseende er et no go, som de siger i ’For lækker til love’, og det er så fint. Det er jo en del af det. Hvis man er syg nok i hovedet til at stille sig op på mælkekassen og sige: ’Se min tegning, jeg har lavet, er den ikke flot?’, så kommer der bare nogen og siger: ’Hvad fanden har han tænkt sig, ham den fede revisor?’. Men jeg tror også, at hvis musikken og koncerterne er gode, så er det en force at være sit eget lille kiksede jeg, for det er der en anden troværdighed i«.
Især inden for hiphop er der meget konkrete forestillinger om form og udtryk, og de senere år har en del kritiske røster i miljøet givet udtryk for, at noget af det nyere hiphop ikke er rigtig hiphop…
»Ja ja, det er en klassiker, men det sjove er, at hiphop er opstået som en modreaktion til noget andet, og at den i sin grundvold er en uforudsigelig punket størrelse. Det, jeg kunne forestille mig, de allermest hashdrevne hiphoppere ville kritisere mine soloalbum for, er, at en masse af det umiddelbart er mere poppet. Men for mig at se er det mest Emma Gad-agtige man kan gøre at bruge den samme opskrift fra 1994, og det mest punkede er måske at købe en Kähler-vase og bede fadervor. Måske er det mest punkede, du nogensinde kan gøre i denne tidsalder bare at have øjenkontakt med folk og sige: ’Jeg elsker dig’«.
Benjamin Hav glider en hånd gennem sit tilbagestrøgede hår og tilføjer så tørt:
»Og måske synge det på ’Æblemand’-akkorderne«.
Tak til Grand Teatret for lån af foto-location.
Benjamin Hav giver sin første koncert som soloartist 17. april i Store Vega.