Over-the-top popdivaen Kim Petras sang sit hjerte ud i Vega

Over-the-top popdivaen Kim Petras sang sit hjerte ud i Vega
Kim Petras i Lille Vega. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue.)

Det er efterhånden set før; et popshow ført an af en karismatisk sanger, et dundrende backtrack og med en mere eller mindre energisk dj i baggrunden. Og setuppet er en kunst at følge til dørs. Hvordan får man engageret publikum i det, der sker på scenen, og ikke kun den fest der bliver skabt i salen? Hvordan får man koncerten til at løfte sig til noget, der er mere end netop bare at være en gengivelse af det, man kender fra pladen?

Kim Petras fulgte det minimalistiske format til punkt og prikke i går aftes i Lille Vega, og heldigvis lykkedes det den tyske sangerinde at fylde hver eneste afkrog af spillestedet med sin over-the-top popdiva-energi. Med en utrættelig powervokal og kostumer, der ledte tankerne hen på alt fra Cruella De Ville og Paris Hilton til cyborgs og brudepiger, var Kim Petras for meget, på alle de rigtige måder.

Koncerten åbnede med det henslængte titelnummer fra sidste års album ‘Clarity’ og kom igennem en god håndfuld numre fra selvsamme album og det Halloween-inspirerede ‘Turn Off The Light’. Undervejs blev der endda også tid til et fint cover af The Killers-nummeret ‘Human’.

Popparaden trådte lidt vande undervejs med en række klubbede hits som ‘Purgatory’ ‘There Will Be Blood’ og ‘Demons’, der led under, at Lille Vega kun var halvt fyldt.

Selvom publikum var gavmilde med tilråb og syng-med-stemning, nåede salen aldrig rigtig kogepunktet – ganske enkelt fordi man snildt kunne stå med et par meters afstand til de nærmeste mennesker. Det til trods for, at Petras’ energi var dragende, smittende og i top fra start til slut med hvert et eneste »Woo Aah!«.

Kim Petras i Lille Vega. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue.)

Netop Petras’ energi endte med at være omdrejningspunktet for koncerten, mere end selve koncertens opbygning og forløb – det var hendes glamourøse persona og hendes imponerende stemme, der i de godt 75 minutter, koncerten varede, gav kuldegysninger fra top til tå.

Petras forstod også at skabe en højtidelighed om sin stemme, når hun læste sig forover og ind mod en vindmaskine på de allerlængste, lyseste toner, og på ‘Close Your Eyes’ gik der næsten fjeldsang i den latexklædte sanger. Der lod ikke til at være grænser for, hvor højt og hvor længe Petras kunne synge solen sort, og på den episke pop-hymne ‘Heart To Break’ toppede hun med en virkelig imponerende vokalpræstation iført et brudekjolelignede hvidt outfit.

Petras’ stemme kunne dog ikke rigtig gøre 100 procent op for, at koncerten aldrig rigtig løftede sig til noget et niveau, der matchede hendes musikalske talent. Der manglede noget vildskab i rummet omkring hende, og i virkeligheden handlede det nok også om, at lyden i hendes sange nærmest har stadionformat.

Fremmødet i Lille Vega understregede dog, at Petras absolut ikke kan sælge ud til stadion-koncerter på dansk jord endnu. Men forhåbentlig vil hendes musik med tiden få lov til at udfolde sig i omgivelser, der er hendes attitude og hendes musikalske kunnen værdig.


Kort sagt:
Kim Petras stemme og hendes vilde popudstråling var imponerende og elskværdig, men ikke helt nok til at sætte gang i et halvfyldt Lille Vega.

Kim Petras. Koncert. Lille Vega.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af