Sidste år forsøgte Netflix at finde den næste store hiphopstjerne i talentshowet ‘Rhythm + Flow’, der havde stjerner som Cardi B, Chance the Rapper og T.I. som dommere. Nu prøver Red Bull noget lignende i Danmark med formatet ‘Mit kvarter’.
Ifølge en pressemeddelelse vil Red Bull nemlig finde »den næste store urbanstjerne«. Det skal ske gennem en talentkonkurrence, der starter med auditions og slutter med en række liveshows, hvor den endelige vinder findes.
‘Mit kvarter’ er et fællesprojekt af tøjmærket Muf10 og pladeselskabet Universal, og dommerpanelet, der udvælger deltagerne, består af kompetente folk som Sivas’ producer Reza Forghani, skuespiller Ali Sivandi, den svenske radiovært Erika Nielsen samt Astrid Storm, der arbejder for Universal.
Ansøgningsprocessen er såre simpel. Man uploader en video på Instagram inden den 1. marts, hvor man rapper eller synger, og tagger opslaget #redbullmitkvarter. Der er også et launch party på Rust den 24. januar, hvor man kan give en audition – her vil der også være koncert med Aarhus-crewet Iswaal.
De 12 talenter, der går videre, får så finslebet deres evner med Jamaikas producer Mike Lowrey, hvorefter den endelige konkurrence kulminerer i liveshows i Odense (Posten, 1. maj), København (Pumpehuset, 9. maj) og Aarhus (Train, 14. maj), der er hostet af Danijel Drux.
Vinderne af de tre koncerter dyster så til en finale på Red Bulls scene til Distortion – hvorefter den endelige vinder får en pladekontrakt med Muf10 og Universal og desuden bliver fløjet til Paris for at indspille musik i Red Bulls studie.
Mystisk nok er der også udgivet en trailer for talentkonkurrencen, hvor Iswaal og Tessa medvirker. Hvad deres præcise rolle i projektet bliver er dog uvist på nuværende tidspunkt.