Jeg havde ikke specielt høje forventninger til Netfilx’ hiphop-talentshow ’Rhythm + Flow’. Selve talentshow-formatet føles bedaget og gammeldags tv-agtigt, hiphoppens krav om autenticitet virkede ikke foreneligt med konceptet, og så er der jo det faktum, at de bedste rappere for tiden sjældent er dem, der fungerer bedst i en tæt koreograferet livekontekst.
Ville en snørklet og uforudsigelig rapper som Young Thug, der har lavet et af årets bedste hiphopalbum, gå videre i et talentshow? Eller hvad med en dæmonisk excentriker som XXXTentacion, en af de seneste års mest prægende unge skikkelser på hiphopscenen? Det var svært at forestille sig.
Så den første store overraskelse, jeg fik, da jeg så de første fire afsnit af ’Rhythm + Flow’, var, at det helt enkelt fungerer – og at det er langt fra ensporet og gammeldags.
Deltagerne har et gennemgående solidt niveau og repræsenterer vidt forskellige fortolkninger af rapperrollen. Der er både trap-lænende turn up-rappere fra Atlanta, spoken word-ordkløvere fra Chicago og klassiske lyrikere fra New York. Personlighedstyperne tæller alt fra en teenager, der bor hos sin mor, til en stripper, der er blevet smidt ud hjemmefra, til en familiefar, der bor med hele sin familie på et enkelt værelse.
Der er desuden queer-rappere af begge køn, en stor andel kvindelige kunstnere og en generel diversitet i forhold til livssituation, udseende og geografisk oprindelse.
Visse af deltagerne får desuden lov til at fortælle deres baghistorie, hvilket starter spændende, men bliver lidt langtrukkent i takt med, at man kan gennemskue, at ‘Rhythm + Flow’ i hvert afsnit præsenterer et menneske, der har mistet nogen, der stod dem nær. Det lyder måske koldt at kalde det kedeligt, men er det i virkeligheden ikke Netflix, der er kyniske, når de her intermezzoer konsekvent vil presse tårer ud af seeren, som man presser saft ud af en citron?
Så er det langt mere interessant at møde deltagere, der viser os legendariske (i hiphopsammenhæng) kvarterer som Inglewood i L.A., Chicagos Southside, Zone 6 i East Atlanta og New Yorks Bronx-kvarter. Når deltagere eksempelvis annoncerer, at de kommer fra et af de kvarterer, hæver dommere som Snoop Dogg, Fat Joe og Cardi B øjenbrynene og lytter lidt mere nøje. Man fornemmer, at visse af de her steder emmer af hiphophistorie.
Mere starpower end en supernova
Der er altså en imponerende diversitet og en (ofte) stærk historiefortælling. Så gør det mindre, at den eneste repræsentant for tidens dominerende emo/post-Soundcloud-bølge bliver afvist totalt af Chance the Rapper, der tydeligvis ikke forstår, hvad han ser, og at der er en gennemgående overvægt af hurtige, tekniske rappere, der måske fungerer fedt til en audition, men nok næppe som sangskrivere.
Det er faktisk som om den turbo-hurtige Busta Rhymes-agtige rap (eller på dansk: U$O-rap) er for hiphop-talentshows, hvad Adele-agtig skønsang er for normale talentshows: En måde at slå sit talent fast med syvtommersøm.
Så nej, alt er ikke fantastisk, men oftest er det overraskende tæt på. Og det skyldes også dommerne, Cardi B, Chance the Rapper og T.I., der har en god kemi og faktisk giver brugbar respons på hver sin måde.
T.I. giver kloge råd om, at gode tekster ikke betyder noget, hvis ikke de leveres stærkt, mens Chance the Rapper giver imponerende detaljeret kritik af deltagerne. Og Cardi B… ja, Cardi B er bare Cardi B og giver catchphrase-perfekte beskrivelser som »you look like you read books for fun« til en intellektuel rapper, mens hun et andet sted siger (med et glimt i øjet), at hun kan lide en nørdet rapper og ville lytte til hende, selv om hun ikke er som Cardi selv, der »sælger røv og patter«.
Selv når programmet halter lidt med at overvinde showformatets forudsigelige rammer, bliver det hele oplivet af et helt latterligt overskud af stjernegæster. Der er auditions i hver by, og hver gang er det nye artister, der er gæstedommere: Blandt andet Snoop Dogg i Los Angeles, Quavo fra Migos og Big Boi fra Outkast i Atlanta og lokallegender som Jadakiss og Twista i henholdsvis New York og Chicago.
Det er helt vildt, hvor mange kendte ansigter, der dukker op – altså, Lupe Fiasco, Anderson .Paak, Killer Mike og Nipsey Hussle er med i minioptrædener bare for at vise dommerne nogle potentielle deltagere. I det henseende er der altså intet andet show, der kan måle sig med ‘Rhythm + Flow’ – her er mere starpower end i en supernova. Og i de næste afsnit skulle der endda vente yderligere stjernestøv som Miguel, John Legend, Ty Dolla Sign og mange flere, der skal samarbejde med de udvalgte talenter.
Men apropos de udvalgte talenter: Man forstår aldrig helt, hvordan udvælgelsesprocessen har fungeret. Og netop det er talentshowets største svaghed. For det er totalt uigennemsigtigt, hvordan de kunstnere, der får lov til at optræde foran dommerne, bliver fundet – og hvilke overvejelser, der ligger bag.
Det største problem ved ‘Rhythm + Flow’
Visse af deltagerne i ‘Rhythm + Flow’ nyder en form for særstatus, fordi andre aktører, som eksempelvis Anderson .Paak eller en radiostation i New York, har håndplukket dem på forhånd. De går næsten alle sammen videre til næste runde. Selv når T.I. har medbragt en rapper, som Nipey Hussle har vist ham, og denne så fejler ret grumt på scenen, får han lov til at gå videre.
Det er til gengæld ikke engang det største problem med ’Rhythm + Flow’. Den tvivlsomme ære går til det faktum, at der rent faktisk er etablerede artister, der deltager i det her talentprogram. Det går jo lige, når det er mindre lokale rapnavne som artisten i Atlanta-episoden, der kendte Quavo. Men jeg studsede alligevel, da Cakes Da Killa dukkede op i New York-episoden.
For ja, han var nok det bedste talent i det afsnit. Selvfølgelig var han det. For Cakes Da Killa er nemlig ikke et talent i klassisk forstand, men en etableret kunstner, der var en central del af New Yorks hypede queer-rap-miljø i midten af 10’erne, og som har været genstand for en rosende anmeldelse hos Pitchfork så tidligt som i 2013. Han har endda spillet i Danmark i 2017, på Ideal Bar!
Problemet her er ikke så meget, at Cakes Da Killa er for stor en kunstner – men at han har haft opmærksomheden på sig, og at han allerede er en relativt færdigformet artist. Måske er han med som en slags forsikringsordning, så showets bagmænd ved, de har en solid artist, hvis nu alt andet fejler. Men helt ærligt. Hvad laver en buzz-rapper fra 2013 i det her talentshow?
Det samme kan man sige om Sasha GoHard, der var en central del af Chicagos drill-bølge omkring Chief Keef. Hun red højt på hypen omkring hårdtslående drill-sange som ’What We Do’ og ’I’m Hotta’ og endte med at lave numre med folk som Diplo. Men hun var ikke ligeså overbevisende som popstjerne, som hun var i rollen som benhård gaderapper. Hypen døde ud, og Sasha GoHard forsvandt – indtil hun pludselig dukker op som ’talent’ hos ’Rhythm + Flow’!
I modsætning til Cakes Da Killa er hun dog langt fra en gennempoleret liveartist. I Chicago-afsnittet går hun i stå flere gange og virker enormt usikker på scenen. Enhver ukendt artist var røget ud af talentshowet på stedet. Men her siger dommeren Twista, der assisterer Chance the Rapper i udvælgelsesprocessen, at Sasha GoHard går videre »automatisk«, fordi hun er en stor rapper lokalt.
Går videre automatisk? What? Det er altså ikke sådan et talentshow burde fungere!
Det er klart det største problem i ‘Rhythm + Flow’, at det ikke er til at gennemskue, hvordan de her deltagere findes, og hvilke interesser der måtte være bag scenetæppet. Men okay, på den anden side: Det er et amerikansk talentshow, måske er skjulte mekanismer bag scenen bare en del af præmissen.
Uanset hvad: Udover skønhedsfejlene er ’Rhythm + Flow’ en uventet succes, der samtidig føles som en reel begivenhed. Showet bruger desuden imponerende lang tid på rent faktisk at fremstille musikken og har et overdådigt cast af rapstjerner i hvert afsnit. For første gang nogensinde har vi dermed et gennemført hiphop-talentshow, der føles som om, det er helt på bølgelængde med tiden.
Læs også: Cardi B fortæller om sin oplevelse med sexchikane: »Han hev sin pik frem!«