Med ‘So Much Fun’ har Young Thug endelig præsteret det, ingen troede, han kunne
For seks år siden slog Young Thug lokalt igennem med mixtapet ’1017 Thug’, som han lavede for Gucci Manes pladeselskab, hvorefter Kanye og Drake blev fans af hans hit ’Danny Glover’.
For fem år siden blev han et mainstreamnavn med ’Lifestyle’ og Rich Gang-parløbet med Rich Homie Quan, og for tre år siden hittede han så med Travis Scott-samarbejdet ’Pick Up the Phone’ samt poserede i en kjole på det allerede ikoniske ’Jeffery’-cover. For to år siden opfandt han country-trap på ’Beautiful Thugger Girls’.
Rapperen, der i virkeligheden hedder Jeffery Lamar Williams, har nærmest gjort det hele – men han har ikke gjort det, han nu har kastet sig ud i med ’So Much Fun’. Nemlig at skabe et album, der ikke er eksperimenterende, ikke er et mixtape, og ikke er, ja, rimelig underligt.
For ’So Much Fun’ er Young Thugs forsøg på at lave et album, der kan ramme bredere. Et normalt album. Eller, som Young Thug har kaldt det i et interview med No Jumper: »Fucking parade music!«
Som optakt til albummet har han udgivet hittet ’The London’ med Travis Scott og J. Cole samt gæstet på hits af Post Malone, Lil Nas X og Ed Sheeran. Scenen er sat for Atlanta-rapperen. Kan han endelig gribe sit momentum og være mere end et undergrundsikon?
Svaret er ja og nej. Men måske mest ja. For Young Thug har sjældent lydt så fokuseret og stringent som på ’So Much Fun’. Sangene har ikke noget fælles narrativ, men de har en fælles lyd. Det er boblende, selvsikker og innovativ trap – Thugs »parade music« fungerer.
Især sange som Lil Uzi Vert-samarbejdet ’What’s the Move’ og ’Bad Bad Bad’ med Lil Baby er perfekt Thug. På førstnævnte rapper de to artister over fuglekvidren, mens Young Thug ruller en helt ny sangstil ud på det catchy omkvæd. Sidstnævne er derimod et flow-overfald, der viser, at selv om Thug-protegeerne Lil Baby og Gunna storhitter med sange som ’Drip Too Hard’, så er mentoren stadig mesteren.
Andre steder er der glimt af de stilretninger og vokalteknikker, som Thug har populariseret på sine seneste mixtapes.
På ’Cartier Gucci Scarf’ genbesøger han det growlende flow fra ’Jeffery’-tracket ’Harambe’, mens introen ’Just How It Is’ er guitarbaseret historiefortælling som på ’Beautiful Thugger Girls’. Future-samarbejdet ’Sup Mate’ er også en genialt eksempel på den druggy og gakkede trap-lyd, de to Atlanta-giganter kan skabe, når de er i topform, og som man kunne bevidne i glimt på fællesmixtapet ‘Super Slimey’.
Og så er der den fantastiske ’Jumped Out the Window’, der har noget af den helt maniske vokalgalskab fra tidlige tracks anno ’1017 Thug’ – passende nok til en sang, der handler om at flygte fra politiet med narko i strømperne.
Det er altså et stilrent og virkelig vellavet trap-album, Young Thug har lavet. Men det er måske også begrænsningen ved ’So Much Fun’. For det bliver aldrig mere end et trap-album.
Det her ligner ikke det store ryk til stjernestatus, mange måske havde håbet på – ’The London’ lyder som det eneste store hit her (selv om ’Bad Bad Bad’ og ’What’s the Move’ er fantastiske trap-bangers). Man kan også bare granske gæstelisten for at se, at Thug har holdt det hele lokalt: Det er vennerne Gunna, Lil Baby, Lil Keed, Lil Duke og Future, der dominerer gæstelisten.
Det er selvfølgelig til dels en velsignelse, at Thug ikke har solgt ud og mistet det, der gør ham enestående. Men samtidig holder de velkendte gæster og den vante trap-lyd ham også fast i trygheden.
For selv om Young Thug altså ikke kaster sig ud i det helt store mainstream-eksperiment, har han dog unægteligt poleret de mest kaotiske træk væk fra sin musik. Sangene følger én lyd – hvilket skaber sammenhæng, men samtidig ofrer noget af den galskab og spontanitet, man kender Thug for.
Derfor bliver ’So Much Fun’ et album, der nok ikke er det helt store skridt frem i mainstreamsucces, men heller ikke viser hans mest fascinerende excentricitet. Det bliver i stedet et kompromis: Et relativt tilgængeligt Young Thug-album, der samtidig ikke ændrer ved den, han er.
Og det er måske i virkeligheden det bedste, man kunne have håbet på. Et album, hvor Thug gør det, ingen troede, han kunne: Han polerer og fokuserer sin lyd ned til én sammenhængende udgivelse.
Kort sagt:
Efter mange år som elsket undergrundsikon har Young Thug endelig gjort det, man nærmest ikke troede, han kunne: Poleret og fokuseret sin lyd til en sammenhængende udgivelse.