Det er ikke altid let at blive kendt, og det er ingen hemmelighed, at der er findes flere bagsider af medaljen. For eksempel på de sociale medier, hvor trolls bevæger sig frit rundt – her er filteret for ondsindede kommentarer i alt for mange tilfælde ikkeeksisterende.
Billie Eilish har taget konsekvensen af de hadefulde beskeder, der sendes hendes vej på sociale medier, og er nu officielt stoppet med at læse kommentarer på Instagram. Det fortæller hun i et nyt interview med BBC Breakfast.
»Det ødelagde mit liv – igen. Det er underligt: Jo sejere ting, du får lov til at lave, jo mere hader folk dig. Det er sindssygt«, siger hun og fortsætter: »Internettet er en gruppe trolls. Og problemet er, at meget af det er ret sjovt. Det tror jeg er problemet. Det er derfor, ingen stopper, fordi det er sjovt«.
»Der er en mangel på ansvarlighed. Selv om det er dit navn og dit profilbillede, så er alle meget mere modige, når de sidder bag en telefonskærm«, uddyber bror Finneas.
»Lige nu er det meget værre, end det har været nogensinde før«, siger Eilish, der ville ønske, at hun var stoppet med at læse Instagram-kommentarer tidligere. Hun tog beslutningen to dage før interviewet.
Der er dog en meget god forklaring på, hvorfor hun har holdt interaktionen i live på Instagram: »Det er sindssygt, at jeg overhovedet har læst kommentarer op til nu, jeg skulle være stoppet for lang tid siden. Men jeg har altid gerne villet være i kontakt med mine fans og tale med dem. Men det har nogle folk ødelagt nu«.
Det er faktisk ret deprimernede at høre om. Hvordan trolls på internettet decideret ødelægger Billie Eilishs ellers livlige interaktion med sine fans.
Det er faktisk så deprimerende, at BBC-journalisten er nødt til at skifte emne: »Kan I tage ud og shoppe?«, spørger hun…
Inden snakken om sociale medier fortæller Billie og Finneas om deres nye Bond-sang ‘No Time to Die’, som de åbenbart lavede på blot tre dage. Og ja, de har set filmen. Eller en udgave af den i hvert fald.