Slowthai fik et meltdown til NME Awards – slåskamp med publikum, sexisme og bar røv

Slowthai fik et meltdown til NME Awards – slåskamp med publikum, sexisme og bar røv
Slowthai til NME Awards 2020. (Foto: Neil P. Mockford/Getty Images)

Den britiske rapper Slowthai havde en rimelig vild aften til gårsdagens NME Awards, hvor han først startede showet med at hoppe på borde og moone, siden var ved at komme op at slås med publikum, og sidst blev kylet ud af sikkerhedsvagter efter at være blevet sat på plads oven på sexistiske kommentarer.

Puha, det er lige til at blive forpustet af, så lad os prøve at finde hoved og hale i det hele.

Til alle prisuddelinger har man brug for en ordentlig showstarter, og for det britiske magasin var valget faldet på Slowthai og Mura Masa, der skulle spille deres sang ‘Deal Wiv It’. I sidste uge havde de to vist deres uregerlighed hos Jimmy Fallon, og denne gang blev det også til stagediving, dans på bordene og sågar også en klassisk mooning med bar røv til at afslutte optrædenen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Så var Slowthai ligesom i gang, og til showet var det ikke kun store stjerner som Taylor Swift, FKA Twigs og The Cure, der modtog priser. Northampton-rapperen fik nemlig prisen for årets helt, der vælges af bladets læsere.

Under takketalen fortalte Slowthai, hvor ligeglad han var med alting, og han kom også med sexistiske bemærkninger, der fik et medlem af publikum til at kalde ham misogyn. Kommentaren fik rapperen til at gå ud til scenekanten og sige »Tak for at ødelægge min takketale«, hvorefter han så smed mikrofonen ned i crowden.

Det satte ild til publikum, som smed mikrofonen tilbage på scenen sammen med en drink. Slowthai eskalerede situationen, da han hældte indholdet af sit glas ud og tyrede det ned i mængden, hvorefter han hoppede ned fra scenen og forsøgte at konfrontere det uregerlige publikum. Det udviklede sig heldigvis aldrig til en reel slåskamp, for sikkerhedsfolkene fik hurtigt sat en stopper for den iltre Slowthai.

Efterfølgende var Slowthai involveret i endnu en uheldig episode, da showets vært, komikeren Katherine Ryan, satte ham fuldstændig på plads oven på publikumsepisoden og klædte ham sprogligt af med overlegen sarkasme. I et desperat forsøg på at undgå den ydmygelse, han allerede havde udsat sig selv for, kom rapperen med en række nedladende og sexistiske kommentarer, der faldt fuldstændig til jorden.

Ifølge NME blev Slowthai efterfølgende eskorteret ud af eventet.

Opdatering: En formentlig tømmermændsramt Slowthai har senere været ude på sin Twitter og undskylde for gårsdagens eskapader:

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af