Taylor Swift spiller en rigtig mand i sarkastisk video til ‘The Man’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I videoen til ‘The Man’ spiller Taylor Swift (i fuld udklædning) en parodi på Leonardo DiCaprios karakter i ‘The Wolf of Wall Street’ – eller måske det bare er et sarkastisk nyrehug til alle åndssvage mænd, der er lidt for meget mænd.

Sangen var et højdepunkt på sidste års album ‘Lover’ og er gennemsyret af kritik af den mandsdominerede musikbranche, som Swift har arbejdet (og kæmpet) med hele sin karriere.

»I’m so sick of running as fast as I can / wondering if I’d get there quicker if I was a man«, lyder det i omkvædet.

Med ‘The Man’ debuterer Taylor Swift som instruktør og manuskriptforfatter, og prikken over i’et bliver sat i den sidste scene, hvor det hele bliver meta, og man kommer med ‘på settet’ til optagelsen af musikvideoen. Taylor Swift sidder i instruktørstolen og retter på sit mandlige jeg, hvis stemme bliver leveret af ingen ringere end Dwayne ‘The Rock’ Johnson. Mande-Swift spørger, om præstationen var, hvad instruktør-Swift havde i tankerne, hvortil sidstnævnte svarer på den mest spiddende måde:

»Kunne du prøve at være mere sexet? Måske lidt mere likeable denne her gang?«. Av…

Taylor Swift tropper dog næppe op i den maskuline udklædning, når hun til sommer optræder på Roskilde Festivals Orange Scene.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af