Eminem deler forstyrret ’Godzilla’-video med Mike Tyson-cameo og en posthum hilsen fra Juice WRLD

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis du laver en bouillonterning af Eminems værste, mest syrede feberdrømme, tilføjer en række bizarre Slim Shady-kloner, en lige højre fra Mike Tyson og en blodig tur på hospitalet med Dr. Dre som doktor, så er du ved at have opskriften på musikvideoen til Eminems ’Godzilla’.

Den dybt forstyrrede musikvideo er instrueret af Cole Bennett, der har en lang række hiphopvideoer på cv’et – ikke mindst en håndfuld for Juice WRLD, der døde af en overdosis i december. Juice WRLD gæster nemlig ’Godzilla’, hvorfor hele videoen da også rundes af med en lydoptagelse af ham og en dedikation til ham: »Thank you for changing the wrld«.

’Godzilla’, der er hentet fra Eminems seneste album, ’Music to be Murdered By’, rummer desuden den 31 sekunder lange speed-rap, hvor Eminem slår sin egen verdensrekord ved at rappe 224 ord med i alt 330 stavelser på de blot 31 sekunder. En rekord, der har fået Eminem til at udfordre rapperne hjemme i stuerne i en #GodzillaChallenge, hvor man skal filme sig selv rappe de heftige sekunder. Vi kan dog ikke love, Dr. Dre (eller Dr. Dr. Dre?) kan komme dig til undsætning på hospitalet, hvis du overanstrenger dig.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af