Eminem er ikke den, han har været – men han prøver hårdt på ’Music to Be Murdered By’
Det er ikke fordi, Eminem ikke prøver på ’Music to Be Murdered By’. Tværtimod: Han kaster alt, hvad han har, ind i karrierens 11. album.
Her er nogle af karrierens hurtigste rappassager (‘Godzilla’), sange med indviklede koncepter om seriemordere og stoffer (‘Darkness’, ‘Never Love Again’), samarbejder med hiphopscenens nyeste navne som Don Toliver (‘No Regrets’), klassiske Eminem-sange om at dræbe onde mennesker fra fortiden (‘Stepdad’), et skud efter et storhit med Ed Sheeran (‘Those Kinda Nights’) og hele to old school-posse cuts (‘Yah Yah’, ‘I Will’).
Eminem rapper stadig som om, han har noget at bevise, og det er måske en af de mest positive ting, man kan sige om kunstneren, der nu har udgivet tre album på lidt over to år. I modsætning til stort set alle andre rappere i hans aldersgruppe er han stadig skidesur og føler, at hele verden er imod ham. Eminem virker stadig sulten.
Eller måske er ‘sulten’ det forkerte ord. Det er sådan et ord, man bruger om unge artister, der brænder efter at vise hele verden deres talent. Marshall Mathers virker snarere drevet af en form for permanent forurettelse. Som om hver dårlig anmeldelse driver ham til at lave endnu et album for endeligt at vise os alle, at han er den bedste.
Det var dén krænkede stolthed, der drev 2018-albummet ’Kamikaze’, hvor Eminem angreb både kritikere og samtidsrappere, og det er den samme følelse, der sætter dette albums tone fra introen, der refererer en to en halv-stjernet anmeldelse i magasinet Rolling Stone samt leverer sårede sætninger som »I was considered one time as the illest!« og »Instead of us being credited for longevity (…) we get told we’ll never be what we were«.
Hvor den unge Eminem var drevet af en tøjlesløs vrede mod dem, der havde gjort hans liv til et helvede – og mod det samfund, der havde muliggjort det – er rapperen nu primært drevet af en såret stolthed og et fornærmet sindelag. Og det kommer der bare ikke lige så spændende musik ud af.
Før havde Eminem så meget at sige, at følelserne sprængte hver linje i luften. Nu er han stedvis bare fokuseret på at vise os, hvor hurtigt han kan rappe, som i slutningen af sange som ’Godzilla’ og ’Unaccomodating’.
Det er måske imponerende, hvis man er en af den slags folk, der sidder og hører Tech N9ne hele dagen, men det har ingen følelsesmæssig dybde, og det tilføjer ikke sangene andet end en form for ret basal wow-faktor. Det lyder forceret – især sammenlignet med gæsteartisterne Juice WRLD og Young M.A, der stjæler scenen med henkastet elegance og naturlig karisma.
Det der mangler i det her skiftevis hurtige og mekaniske flow er det menneskelige – den næsten smertefuldt intense og indtrængende følelse, der kendetegnede Eminem i hans storhedstid. Tag for eksempel ’Stepdad’.
Sangen er dybest set en rekreation af ’Cleaning Out My Closet’: Et nådesløst opgør med et familiemedlems opførsel i fortiden. Men hvor hver linje dirrede af intensitet på den ældre sang, føles ’Stepdad’ som et proforma-nummer. Selv når den onde stedfar myrdes til sidst, er det egentlig ikke det store klimaks – selv om det er sjovt, når stedfaren begraves ved siden af Eminems døde chihuahua, som stedfaren har dræbt.
Men okay, som Eminem selv rapper i introen, så er det ikke rimeligt altid at holde ham op mod karrierens største klassikere – selv når han selv prøver at genskabe noget af magien fra dengang. Hvis man i stedet ser på ’Music to Be Murdered By’ i konteksten af 2010’ernes Eminem-album, er det faktisk en af de stærkere udgivelser.
For i det mindste er her ingen af 2010-udgivelsen ’Recovery’s bombastiske rockrap-produktioner, der er ingen groteske sexsange over countryprap som på ’Marshall Mathers LP2’ fra 2013, og der er heller ikke noget lige så slemt som gendigtningerne af ’I Love Rock’n’Roll’ og ’Zombie’ fra 2017-albummet ’Revival’.
Der er heller ikke lige så meget pinlig homofobi og sexisme – selv om der er et par ret usmagelige linjer om terrorangrebet under Ariana Grande-koncerten i Manchester og Harvey Weinstein.
I forhold til nogle af de seneste års katastrofer må man derfor sige: Det kunne have været værre. Især hvis der var flere sange som det gennemført grufulde Ed Sheeran-samarbejde ’Those Kinda Nights’, der både har linjen »I’m a candle, I’ll go out if you blow me« og »OMG, like the gas tank she’s getting low on me«.
‘Music to Be Murdered By’ har stærke momenter, især mod slutningen, hvor Marshall Mathers ikke prøver så hårdt og bare lader den ene linje tage den næste. Som på ’Lock It Up’ med Anderson .Paak, hvor Eminem glider henover et Dr. Dre-beat på en måde, så man bliver helt nostalgisk. ’Marsh’ er også en solid, minimalistisk rapsang, og de to posse cuts med blandt andre Royce Da 5’9’’ (’Yah Yah’ og ’I Will’) er solide stiløvelser.
Nummeret, der gør albummet til mere end en ujævn, men ikke forfærdelig samling sange fra slutfasen af Eminems karriere, er selvfølgelig ’Darkness’.
Sangen er etisk problematisk, fordi rapperen bruger masseskyderiet i Las Vegas i 2018 som en forlænget metafor for sin egen angst, hvilket unægteligt er et egocentreret sangteknisk greb.
Men i forhold til suspense og metaforik er ‘Darkness’ albummets stærkeste øjeblik. Vi er ikke på niveau med den virtuose sangskrivning fra ’Stan’, men sammenligningen er ikke helt misvisende. Her er både en handlingsmæssig fremdrift og uhyggelige twists.
Det er her, Eminem både chokerer, mens sangskrivningen imponerer. ’Darkness’ er – på godt og ondt – punktet, hvor det her album vågner og lyder som om, det vil noget. Hele albummet prøver hårdt på at få en reaktion. Her lykkes det.
Kort sagt:
Eminem er ikke den samme længere. Men det er ikke fordi, han ikke prøver: Han kaster alt ind i ’Music to Be Murdered By’, der er et af de bedre Eminem-album fra de seneste 15 år.