Eminems komisk kaotiske ‘Revival’ er hans værste album nogensinde

Den selvransagende single ’Walk On Water’ afslørede, at Eminem godt ved, at hans seneste album ikke har fået den varmeste modtagelse. Men det virker ikke som om, han ved hvorfor. Hans niende album, ’Revival’, forvilder sig nemlig kun længere ud af de foregående udgivelsers vildveje.

Her er den melodramatiske, overgjorte stadionrap fra ’Recovery’-albummet (’Tragic Endings’, ’Like Home’, ’River’), den tåkrummende rockrap fra ’Marshall Mathers LP 2’ (’Remind Me’, ’Heat’) og halvhjertede forsøg på horrorcore fra ’Relapse’-tiden (’Framed’).

Alle de ting, der gennem mange år har gjort Eminem gradvist mere anstrengende at lytte til, kulminerer på ’Revival’, der ikke er en genoplivelse, men snarere lyden af en patient, der afgår efter lang tids deroute.

Udover ovennævnte stilretninger udbygger Eminem desuden paletten med et par trap-numre (’Believe’, ’Chloraseptic’), hvor han blandt andet rapper med Migos’ flow, samt ting som ’In Your Head’, hvor hans vokal kombineres med et sample af The Cranberries’ ’Zombie’.

Hvis du tænker ’what the fuck’ lige nu, så bare vent til du hører ’Heat’ og ’Remind Me’, hvor han rapper over henholdsvis Mark Wahlbergs fjollede rockparodi fra filmen ’Boogie Nights’ og ’I Love Rock ‘n’ Roll’. Ja, netop, den ’I Love Rock N Roll’, som Britney Spears også har lavet en version af.

Det er svært at forklare præcis hvor desorienterende, det her album er at lytte til. Det er lidt som at være i et selskab, hvor fem personer med totalt forskellig musiksmag skiftes til at styre aux-stikket.

Der er billige rockrap-sange det ene sekund, så er der trap-beats det næste, og pludselig dukker Ed Sheeran op på en slager om ulykkelig kærlighed og svig, der måske ville fungere, hvis det ikke blev efterfulgt af en karikeret rockrap-sang, hvor Eminem rapper »your booty is heavy duty like diarrhea«.

Dét nummer efterfølges så af en teatralsk stadionrap-sang med Alicia Keys (’Like Home’), der både er et Trump-diss og en patriotisk USA-hyldest. Det er så kaotisk, at det næsten er underholdende. Hvis altså ikke det var fordi, at Eminem tydeligvis ikke har skabt det her som komik. Man ved ikke, om man skal grine, græde eller slukke musikken.

Tingene går dog hurtigt fra ufrivilligt komisk til decideret ubehageligt, når Eminem begynder at sammenligne sig selv med voldtægtsanklagede Bill Cosby (»I’m still coppin’ a feel / like Bill Cosby«) og sidestiller sit eget kvindesyn med Donald Trumps: »Grab you by the (meow!), hope it’s not a problem, in fact / the only thing I agree on with Donald is that / so when I put this palm on your cat / don’t snap, it’s supposed to be grabbed / why do you think they call it a snatch?«.

Den slags sexistiske provokationer blev godtaget, da de kom fra en ung, oprigtigt fascinerende Eminem i år 2000, men nu er han altså 45 år gammel og udkommer midt i en tid, hvor der gøres op med overgreb mod kvinder i musik- og filmindustrien. Eminem er ikke længere en ung rebel, der siger lige, hvad der passer ham. Han er en 45-årig mand, der gentager en ’farlig’ joke, han fandt på, da han var i 20’erne. Det er ærlig talt sørgeligt at lytte til.

At ovenstående passage stammer fra en sang, der sampler omkvædet fra en parodisang fra ’Boogie Nights’, gør det ikke bedre. ‘Heat’ er én stor, kaotisk katastrofe – både tekst- og lydmæssigt. Det er et nederlag, der er uden lige i rapperens katalog.

Hvor er Dr. Dre, tænker man? Han er trods alt kendt for perfektionisme, kunstnerisk stringens og en evne til at skære alt unødvendigt fra. Dre er krediteret som ’executive producer’, men man har svært ved at tro, at han have været i nærheden af dette album.

Udover det totalt kaotiske lydbillede, lider albummet af at være alt for langt. Spilletiden er 77 minutter, og 14 af de 19 sange er over fire minutter lange – og der er ingen gæsterappere! Det vil sige, at vi får kondenseret Eminem injiceret direkte ind i øregangene kun afbrudt af det ene storladne og bombastiske omkvæd efter det andet, der leveres af popstjerner som Beyoncé, Ed Sheeran, Pink, Alicia Keys og Skylar Grey.

Nonstop Eminem ville være fint i år 2000, hvor rapperens flows var spidsfindige og nysgerrige midler, han brugte til at fortælle historier på – og på nye måder. Men siden da er den tidligere rimmester blevet fanget i en spændetrøje.

For Eminems fokus på den tekniske del af hiphoppen har suget al spontanitet ud af leveringen. Han hakker og spjætter gennem sine vers, men der er ingen legesyge eller humor længere, bare en ’rap-robot’, som han kaldte sig på ’Rap God’ fra ’Marshall Mathers LP 2’.

Teknisk set er han stadig blandt de skarpeste. På sange som ’Untouchable’ og slutnumrene ’Castle’ og ’Arose’ eksperimenterer han med fortælleformen på en måde, som ingen andre (med undtagelse af Kendrick Lamar) er i stand til.

Men når historierne præsenteres via så fantasiløse flows og over et så gyseligt sammensurium af karikerede beats, som det gennemgående er tilfældet på ’Revival’, er det næsten ligegyldigt, hvor stærk fortælleformen og teknikken er. Numrene bliver øvelser i teknik og stil, men aldrig til levende sange.

Husk på: Det her er rapperen, der har lavet nogle af hiphoppens mest følelsesladede og umiddelbare sange overhovedet. Eminem indførte en ny form for følsomhed og intimitet i genren, der er totalt fraværende her.

Det er et stendødt album, og sjovt nok har Eminem aldrig haft mere brug for en genfødsel end nu, hvor han har udgivet ’Revival’.

Læs også: Eminem føler sig forbandet af ‘Marshall Mathers LP’ – her er albummets historie