Hvordan blev det til?
Der har i mange år eksisteret rygter om den legendariske producer Dr. Dre og Eminems ecstacy-eskapader. Når Eminem var i studiet med produceren fra Los Angeles, der blandt andet var en del af N.W.A. og i sin tid opdagede Snoop Dogg, blev de der ofte flere ekstremt produktive og narkotiske døgn ad gangen, hvorefter tømmermændene krævede deres pris.
»Vi tager derhen, skejer helt ud og bliver i studiet i to fucking dage. Bagefter er man død i tre dage, og så vågner man, putter båndet i anlægget og tænker ‘lad mig se, hvad jeg har lavet’«, har Dr. Dre efterfølgende udtalt om tiden, da de indspillede ‘The Slim Shady LP’ (1999).
Den meget intense, narkointensiverede tilgang til musik præger også ‘The Marshall Mathers LP’ (2000), Eminems andet album med Dre, der blev optaget på kun to måneder med studiesessions, der kunne vare op mod 20 timer. ‘Kim’ var blandt andet oprindelig tænkt som en kærlighedssang, der skulle skrives på ecstasy, men endte som bekendt med at blive en slags horror story i stedet. Senere Eminem-album som ‘Relapse’ og ‘Recovery’ handler eksplicit om kampen mod stoffer.
Hvordan lyder det?
Når man hører ‘Slim Shady LP’, det første album Dre producerede, kan Eminem stedvis virke opsat på at virke provokerende, mens han på nyere udgivelser sigter mod at demonstrere teknisk overlegenhed – ‘Rap God’ og ‘Berzerk’, jeg kigger på jer. Men på ‘Marshall Mathers LP’ har rapperen en umiddelbar og uimodståelig stemme. Som albumtitlen antyder, handler det ikke længere om Slim Shady-vanvid – udover på singlen ‘Real Slim Shady’ – men om mennesket Marshall Mathers. Og han er ikke just en problemfri person.
Der er voldelige opgør med moren (‘Kill You’) og den evige og evigt ulykkelige kærlighed til konen (‘Kim’), som han i øvrigt var blevet gift med kun måneder før udgivelsen af albummet. Den nyfundne berømmelse beskrives vredt, fortvivlet og fantastisk på ‘The Way I Am’, mens moraliserende kritikere får en gigantisk langefinger på lukkeren ‘Criminal’.
Produktionerne på ‘Marshall Mathers LP’ er genialt minimale, når de signeres af Dr. Dre, mens Bass Brothers’ beats nikker mere til 90’er-boom bap. I begge tilfælde er det produktioner, der giver meget plads til vokal og også kræver en karismatisk rapper. Og på det her tidspunkt var der ingen, der rappede med mere karisma og umiddelbarhed end Eminem.
Det er allertydligst på album- og karrierehøjdepunktet ‘Stan’: Et intelligent historiefortællingsnummer, hvor Eminem faktisk fortæller fra flere synsvinkler – en sjældenhed i rapperens katalog.
‘Stan’ er på alle måder en magtdemonstration, der viser en rapper på sine evners højeste. Det er et perfekt nummer, og det er nok ikke tilfældigt, at Eminem faktisk påberåber sig ‘Stan’ på ‘Walk On Water’, når han skal mande sig selv op og vise, at han stadig har den: »As long as I got a mic, I’m godlike / so me and you are not alike / bitch, I wrote ‘Stan’«.
Hvad har det betydet?
»Man ved, at verden er ved at blive sindssyg, når den bedste rapper er hvid, og den bedste golfspiller er sort«, sagde komikeren Chris Rock på et tidspunkt med reference til Tiger Woods og Eminem, og der er en vild sandhed gemt i joken.
For efter ‘Marshall Mathers LP’ blev Eminem betragtet som en af de bedste rappere nogensinde. Man kunne måske afskrive ‘Slim Shady LP’ som en hvid rapper med en succesfuld gimmick – selv om det naturligvis ville være uretfærdigt – men efter ‘Marshall Mathers LP’ var Eminem ikke længere bare ‘den bedste hvide rapper’, men rent faktisk en kandidat til ‘den bedste rapper overhovedet’.
For Dr. Dre var opdagelsen af Eminem et nyt karrierehøjdepunkt. Senere har produceren aldrig været nødt til at være bekymret for sit omdømme igen, også selv om han kun producerer et par beats om året og kun har udgivet et enkelt soloalbum, det relativt uspektakulære ‘Compton’ fra 2015, siden.
For både Eminem og Dr. Dre har ‘Marshall Mathers LP’ været en definerende udgivelse. Det er en klassiker, som altid vil blive nævnt som et absolut højdepunkt i deres diskografier.
For Dr. Dre blev det en af de sidste vaskeægte klassikere, han var med til at orkestrere. For Eminem blev det karrierens definerende album, som han skabte en efterfølger til i 2013, men som han aldrig kom(mer) til at overgå.