I sidste uge samlede ’Wonder Woman’-stjernen Gal Gadot en perlerække af celebre venner i en fin lille video, hvor de hver især synger et brudstykke af John Lennon-klassikeren ’Imagine’. Som en lille musikalsk mosaik af langdistance-fællesskab og solbeskinnet håb i en mørk tid af pandemi og karantæne.
En stjerneparade af isolerede indie-musikere har set videoen – og forhøjet big time. Den amerikanske musiker og Dr. Dog-trommeslager Eric Slick har nemlig iscenesat samme slags video, hvori navne som Mac DeMarco, Danny Brown, Kevin Morby, Natalie Prass og medlemmer af blandt andet Whitney og Fleet Foxes giver deres bidrag til 2003-heartbreak-balladen over dem alle: Blink-182’s ’I Miss You’.
Det bedste ved videoen – foruden Mac DeMarcos imponerende lille dobbelthagehær og Danny Browns lidelsesfulde omkvæd – er uden tvivl, hvordan samtlige medvirkende hver især finder deres allerbedste vrængende Blink 182-vokal frem. Og at de er fleste af dem er uhyggeligt gode til det.