Grundet coronavirusset bliver årets P3 Guld afholdt uden publikum, men der bliver stadig optrådt live og uddelt priser, når showet løber af stablen 28. marts i Musikkens Hus i Aalborg.
Nu har P3 løftet sløret for, hvem er i spil til årets hovedpris, og det bliver enten Jada eller Clara, der går hjem fra arrangementet med P3 Prisen.
Begge kunstnere var sidste år nomineret til P3 Talentet, men det var altså Jada, der i 2019 løb med P3 Gulds talentpris. Jada har generelt haft ekstremt meget medvind det seneste års tid, og til sommer er hun sat til at åbne Orange Scene.
Clara er også booket til årets Roskilde Festival, og hun er i øjeblikket i gang med næste fase efter 2018’s debutalbum ‘August Eighteen’. Senest udgav hun singlen ‘Nobody’s Lover’, der havde Lord Siva som gæst.
De nominerede til P3 Talentet i år er Tessa, Ganger og Patina, mens vi endnu mangler de nominerede til P3 Lytterhittet.
P3 Guld sendes live på DR1 og P3. Sidste års vindere var The Minds of 99 (P3 Prisen), Jada (P3 Talentet) og Phlake (P3 Lytterhittet).