Efter at have været noget af en enspænder på musikscenen i mange år, har Lord Siva på det seneste åbnet sin lyd op til noget mere poppet og universelt med udgivelsen af en fælles ep med produceren Vera. Og nu overrasker sangeren igen med et uventet poppet samarbejde på singlen ‘Nobody’s Lover’ af Clara, der ligesom sangene med Vera er på engelsk.
‘Nobody’s Lover’ er en sommerligt upbeat og dansevenlig sang om at sige nej tak til en besværlig kærlighed og i stedet elske sig selv. Claras omkvæd lyder sådan her: »I don’t wanna be nobody’s lover / I’m losing myself whenever I’m with you / so now, let me be / I’m loving myself, don’t need another«.
Lord Siva indtager derimod rollen som tålmodig, men en smule frustreret modpart. »Stop making it hard for me to love you«, synger han blandt andet i sit vers. Det her er altså en ret klassisk duet, hvor begge indtager hver sin rolle i det forhold, der synges om.
‘Nobody’s Lover’ er 19-årige Claras anden single i år efter ‘Thank Me Later’, der kom i slutningen af januar, og til sommer spiller hun på Roskilde Festival. Nummeret kommer som nævnt også i kølvandet på Lord Sivas fælles-ep med Vera, der blandt andet inkluderede storhittet ‘Paris’. Siva udsendte desuden den smukke solosang ‘Før eller siden’ i december.