Der er netop nu 21 danskere smittet med coronavirus, og på et pressemøde i dag har regeringen annonceret en række tiltag og opfordringer, som skal være med til at dæmme spredningen af Covid-19.
Statsminister Mette Frederiksen opfordrer blandt andet til, at en række arrangementer med større antal besøgende skal udskydes eller aflyses.
»Myndighederne opfordrer til at udskyde eller aflyse alle arrangementer med mere end 1.000 deltagere«, har Mette Frederiksen udtalt ifølge DR.
»Det er en opfordring, vi forventer bliver efterlevet«, siger statsministeren ifølge DR, og opfordringen gælder til en start i resten af marts.
Inden for musikkens verden rammer det i høj grad koncerter, og spillesteder som Store Vega, K.B. Hallen og DR Koncertsalen har som bekendt plads til mere end 1.000 publikummer.
I marts drejer det sig for eksempel om koncerter med blandt andre King Krule (7/3 i K.B. Hallen), Rex Orange County (9/3 i Store Vega), Tones and I (13/3 i Store Vega) og Jon Hopkins (25/3 i DR Koncertsalen).
Opdatering: DR har meddelt, at årets P3 Guld-show i Musikkens Hus i Aalborg bliver uden publikum.