Se Jpegmafia levere pivfalsk, autotune-sovset og helt perfekt ’Call Me Maybe’-cover

De næste 37 sekunder, du nu skal udsættes for i nedenstående videoklip, vil give dig den enten ubestridt bedste eller absolut værste start på din fredag. Det hele afhænger af, om du er mand for at nyde en lille omgang autotune-overloaded cover-galskab – og om du kan undgå at få den på hjernen efterfølgende (og hvis det ikke er tilfældet, fralægger vi os alt ansvar for de medfølgende gener).

Da Jpegmafia i går gæstede Glasgow, afrundede han aftenen med et a capella-cover af Carly Rae Jepsens megahit ’Call Me Maybe’ – et nummer, han delte på Soundcloud for et års tid siden, men som han endnu ikke har spillet live. Og ja: Det kommer til sin fulde vanvittige ret med alt, det indebærer af pivhamrende falske fraseringer under det fuldfede lag af autotune.

Måske de, der nåede at få billet til Peggys koncert på Loppen den 16. marts, er heldige at få coveret i sin fulde længde.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af