Sidste år blev Ganger et af årets mest forfriskende gennembrudsnavne med deres ambitiøse og alternative bud på et popalbum, ‘Mørk’. Store armbevægelser og flotte vokalharmonier kendetegnede debuten, og vi er nok mange, der havde set frem til at fange bandet på deres første headliner-turné lige om lidt.
Men så… ja, du har nok fanget, hvad der så skete.
I stedet for at planlægge turneen har Thomas Bach Skaarup og co. brugt de seneste uger på at færdiggøre deres nye single, ‘Stu Ywn’, som udkommer på fredag, men som du kan høre eksklusivt på Soundvenue.com allerede på torsdag.
Indtil da kan du måske bruge tiden på nogle af de sysler, som Thomas anbefaler her.
En film…
Alejandro Jodorowsky ‘Holy Mountain’
»Jeg var i Buenos Aires for ti år siden med nogle instruktørvenner til en filmfestival. Vi havde fået en ekstra lang tur af en lokal taxichauffør og var derfor godt skudt afsted, da vi ankom til en bar, hvor lokale cover-bands spillede Bryan Adams og Metallica.
På væggen over de optrædende projekterede de ‘Holy Mountain’. Mens jeg sad og gnaskede mig i læberne, forandredes hele mit livs- og kunstsyn for bestandigt. Var vågen hele natten, og da de andre stod op næste morgen, lå jeg stadig og skrev maniske digte i en hængekøje«. (Se den på Amazon.)
En tv-serie…
Madlavningsvideoer på Youtube
»Jeg ser ikke så mange serier, men jeg har en stor kærlighed til at se rigtigt langsomme madlavningsvideoer på Youtube. Gerne omkring fermentering. Jo mindre produktionsværdi, jo bedre. Dårlig lyd, max 720p-kvali og så nogle akavede indstillinger, hvor der filmes lidt for tæt på fingrene, og man hele tiden sidder lidt ude på sædet af frygt for, at de skærer sig«.
Et album…
Jay Electronica ‘A Written Testimony’
»Lige nu hører jeg Jay Electronicas nye album på repeat. Det er den religiøse plade, Ye skulle have givet os i stedet for den omgang ‘Jesus Is King’-bullshit, han smed efter os sidste år. ‘A Written Testimony’ er produceret af Jay selv og blandt andre Alchemist, og han har Jay-Z (i topform) med på hele albummet som hype-man. Det er pisse godt«.
En bog…
Jeg er vokset op på biblioteket i Hanstholm-centeret, så har altid læst meget. Her er mine top tre-bøger med hunde:
Knut Hamsun ‘Pan’
»En af mine all-time yndlingsbøger. Poetisk, vanvittig og med nogle af de smukkeste naturbeskrivelser. Har nok læst den ti gange. Handler om Løjtnant Glahn og hans hund Æsop. En må lade livet. Hvem?«.
John Steinbeck ‘Rejser med Charlie’
»Den er faktisk ikke så god, men min egen hund, Charlie, er opkaldt efter hunden i denne bog. Så den skal selvfølgelig med«.
Paul Auster ‘Timbuktu’
»Handler om hunden Mr. Bones, som er bogens fortæller. Hans ejer, den hjemløse Willy Christmas, er ved at dø, og det gør selvfølgelig bogen meget rørende, men også virkelig morsom«.
En podcast…
‘Broken Record’
»Jeg hører ikke ret meget podcast, eller radio for den sags skyld, men Rick Rubins ‘Broken Record’ er virkelig god. Hør denne med Andre 3000«.
En madret…
Thomses Tundrøm
»Jeg laver noget, der hedder Thomses Tundrøm, som altid er et hit derhjemme. DM på Insta for opskriften. Fermenterer desuden mine egne chilisovser, som jeg jævnligt bruger som bestikkelse i forskellige situationer. Havde en med til Casper fra P6 i et interview, hvor den eksploderede i hovedet på ham live on-air. Pragtfuldt«.
Et website…
»Jeg forsøger desperat at komme på noget, der ikke får mig til at lyde elitær, men jeg læser The Guardian hver dag, så det må nok være den bedste anbefaling jeg kan give. Solid, fri journalistik – og så er den ikke gemt bag en betalingsmur. Endnu«.
Et spil…
Zelda
»Jeg har gamet, siden jeg var barn, så kunne anbefale en milliard spil. Har snart gennemført alle Zelda-spil, så må anbefale et af dem, selvom Eloq også gjorde det for nylig. Senest har jeg købt ‘Links Awakening’ (re-mastered), som var det første Zelda-spil, jeg gennemførte på den grå Game Boy. Men jeg mistede mit save-game for nylig, hvor jeg var cirka 75 procent færdig, så nu er jeg pissed off på det og gider ikke gå igang igen. Men det er godt og bizart. Der er en del Twin Peaks-referencer i det, faktisk«.
Et hemmelig talent…
Øv dig i at lave musik
»Jeg har for nylig købt Ableton Live. Hvorfor har jeg ikke skiftet til det, for lang tid siden? Hvorfor stoler jeg ikke på mine bandkammeraters anbefalinger? God damn, det havde sparet mig for meget bøvl i live-situationer. (Cubase, never again). Så øv dig i at lave musik. Ableton er et godt sted at starte«.