1. Kh Marie ‘Blå Bjerge’
Marie Koldkjær Højlund er bedst kendt som Marybell Katastrophy og senere som medlem af Nephew, men hendes nye soloprojekt, Kh Marie, kunne ikke lyde fjernere fra de danske rockmastodonter. Det er spidsfindig, poetisk synthpop, der her på andensinglen endda vover at blive lidt glitchet.
2. Nick Hakim ‘Qadir’
Nick Hakim debuterede for tre år siden, og nu er den psykedeliske soulsanger endelig tilbage. 15. maj udkommer efterfølgeren ‘Will This Make Me Good’, og førstesinglen lover umådeligt godt. ‘Qadir’ er navngivet efter Hakims ven Qadir Imhotep West, der for to år siden døde som blot 25-årig, og sangen er da netop et eminent portræt af den vægt, døden besidder – og det håb, man kan føle til trods.
3. Shmur & Ham Fra Syd ‘Smoked’
Drill er kommet til Danmark – i dette tilfælde nærmere bestemt Aarhus, hvor Shmur og Ham Fra Syd kører med et hårdkogt flow og uforudsigelige falset-ad-libs. Sangen er navngivet efter den nyligt afdøde drill-rapper Pop Smoke, hvis tilgang til genren tydeligt afspejles i både vokalen og beatet.
4. Calby ‘The Million Dollar Song’
Den dramatiske soulpop på danske Calbys nye single emmer af Amy Winehouse – hvilket da ikke er et under, når den er mixet af Tom Elmhirst, der netop har arbejdet med den afdøde britiske sangerinde. Calby har stil, men han ofrer ikke patos eller slagkraft på den bekostning.
5. Troye Sivan ‘Take Yourself Home’
Med 2018-albummet ‘Bloom’ tog Troye Sivan skridtet fra Youtube-teenageidol til seriøs spiller i det moderne poplandskab. Den vemodige ‘Take Yourself Home’ fortsætter stimen af høj kvalitet – og det elektroniske breakdown i slutningen er noget af det mest eventyrlystne, den unge popsensation har rørt.
6. The Weeknd ‘Final Lullaby’
The Weeknd har skænket os en lille håndfuld bonustracks til det fornemme album ‘After Hours’, og hvis der er ét af disse tracks, der især fortjener din tid, må det være den følsomme ‘Final Lullaby’. Denne lille mareridtsvuggevise afrunder elegant albummets deluxe-udgave – hvorefter en række remixes giver dig yderligere bonus-content.
7. Yves Tumor ‘Romanticist’
Yves Tumor går i soulens retning på sit nye album ‘Heaven Is a Tortured Mind’, og et af de stærkeste tracks derfra er den melodiske ‘Romanticist’. Her leder et tilbageholde vers op til et kaotisk omkvæd, der fyldt med skærende synths og hektiske rytmer danner et virvar af lyde, der næsten ikke er til at kapere.
8. Iceage ‘Lockdown Blues’
Ægte ‘Lockdown Blues’ … Tiden er ikke fattig på sange om Covid-19-karantæne, men danske Iceage har hermed udgivet et af de stærkeste bud på at indkapsle samfundstilstanden. Hvis du køber sangen på Bandcamp, er du desuden med til at støtte Læger Uden Grænser.
9. Headie One & Fred Again.. feat. Jamie xx ‘Smoke’
UK-rapperen Headie One har allieret sig med produceren Fred Again.. på det nye mixtape ‘Gang’, og på dette sjældne samarbejde med selveste Jamie xx har de skabt en genrecocktail, der sjældent er set før. Hiphouse med et flow a la UK drill og et beat a la UK bass møder hardcore breaks. Det fungerer formidabelt.
10. The 1975 feat. Phoebe Bridgers ‘Jesus Christ 2005 God Bless America’
The 1975 har udskudt deres album ‘Notes on a Conditional Form’ – igen. Den nye dato lyder 22. maj. Til gengæld har de delt en trackliste og denne smukke Phoebe Bridgers-duet, der læner sig smukt op ad Bridgers’ vanlige folklyd. Så lad dig ikke narre af den lidt fjollede, satiriske sangtitel – dette nummer har følelserne uden på tøjet.