Formfuldendt debutalbum: Nick Hakims hypnagogiske soul renser sjælen
Bortset fra to ep’er og et par sporadiske features er Nick Hakim et relativt ubeskrevet blad for de fleste. Alligevel har den 27-årige sangers debutalbum tiltrukket sig en del opmærksomhed. Hvorfor fristes man til at spørge? Formentlig fordi hans musik er uimodståeligt tiltalende, men måske også fordi den kan tilgås på flere måder og appellerer til flere sider af én.
Hører man ’Green Twins’ i forbifarten, kan albummet umiddelbart lyde som baggrundsvenlig cafémusik, men bevæger man sig længere ind i sindet, vil man finde et hallucinerende univers af absurde scenarier, fragile fraseringer og hallucinerende tekster. Af samme grund er de musikalske associationer også mange og langt fra entydige.
Den let rytmiske salonpop på numre som ’Those Days’, ’Roller Skates’ og ’Slowly’ giver mindelser om kontemporære navne som Mocky og Marker Starling, mens Hakims støvede croon på ’Cuffed’ snarere leder tankerne hen på neo soul-koryfæer som Bilal eller Cody Chesnutt. Det hele brydes dog af de psykedeliske syretrip, som musikken tager sig på ’TYAF’ og det formfuldendte titelnummer, der ikke lader hverken Connan Mockasin, Unknown Mortal Orchestra eller Ariel Pink meget efter.
Netop det psykedeliske er en grundtone i Nick Hakims musik. Fra den shoegazede reverb-effekt på guitaren til den filtrerede vokal, for slet ikke at tale om det surrealistiske Salvador Dalí-lignende cover af et løsrevet øjeæble, der betragter sig selv og anskueliggør talemåden om, at ’øjet er sjælens spejl’.
Selv har Hakim da også udtalt, at mange af sangene henter deres scenarier fra hans drømme, og derfor er det heller ikke helt ved siden af at betegne hans musik som hypnagogisk soul – det hypnagogiske betegner netop stadiet mellem den vågne tilstand og søvnen.
Netop denne bearbejdelse af det underbevidste og uerkendte er en af de store styrker ved Nick Hakims musik, og man kan som lytter føle sig helt renset efter at have hørt de 12 numre på ’Green Twins’, der, på trods af den genremæssige mangfoldighed, alle gør brug af gennemgående virkemidler som sfæriske klangflader, sårbar vokal og afstemte intonationer.
Og det er nok heller ikke helt tilfældigt, at man sidder tilbage med den følelse. Musikken blev nemlig Hakims egen redningskrans, da hans ellers usandsynlige optagelse på den prestigefyldte musikskole Berklee blev den faktor, der fik en forlist skolegang på ret køl. Som tilbagebetaling på karmakontoen underviser han nu i musikalsk terapi i et ungdomsfængsel, og så har han altså også skænket verden dette yderst formfuldendte debutalbum.
Kort sagt:
’Green Twins’ kan umiddelbart lyde blød og uskyldsren, men dykker man ned i musikken, vil man ikke blot finde en lang række genrereferencer, men også absurde tableauer og hallucinerende tekster, der bearbejder drømmescenarier med signaturelementer fra den psykedeliske musik. Af samme grund kan albummet også opleves som katharsis-skabende, hvis man vel at mærke vil indlade sig på dens univers. En formfuldendt debutplade.