I fredags havde Ariana Grande og Justin Bieber premiere på fællessinglen ‘Stuck with U’. Sangen var ledsaget af en musikvideo bestående af hjemmevideoer fra de to popstjerners karantænetilværelse samt indsendte videoer fra fans og andre kendisser som Chance the Rapper, Mila Kunis og Ashton Kutcher.
Men faktisk blev vi snydt for en helt særlig cameo. Det viser sig nemlig, at Carole Baskin, der er blevet verdenskendt i kølvandet på Netflix-hittet ‘Tiger King’, også indsendte et klip, hvor hun danser til ‘Stuck with U’ med sin mand Howard – selvfølgelig iført to identiske tigerkostumer og med en hjælpeløs kat i armene.
Justin Bieber delte videoklippet på Twitter, hvilket fik Ariana Grande til at uddybe, at hun personligt havde afvist at have klippet med i musikvideoen:
»Bare for at få det på det rene: Jeg tillod ikke, at dette klip kom med i musikvidoen. Men det eksisterer alligevel og det er….. unikt«, skrev Grande på Twitter.
Præcis hvorfor Ariana Grande ikke ville have Baskin med i sin musikvideo, melder historien ikke noget om. Men eftersom Grande er erklæret dyreelsker, er det ikke svært at forestille sig, hvorfor hun ikke er fan af Baskin.