I fredags var der frist for at refundere billetter købt til Roskilde Festival anno 2020, og i dag kan festivalen så meddele, hvor mange billetter, folk har valgt at videreføre til 2021.
Mere end 85 procent af årets billetkøbere har valgt at tage deres partoutbillet med til 2021, hvilket altså betyder, at der ikke er særligt mange billetter til salg til næste års show på Dyrskuepladsen. Det skal hertil siges, at alle dem, som ikke refunderede deres billet inden natten til lørdag, automatisk fik deres adgang overført til 2021.
De billetter, som er blevet refunderet, bliver sat til salg i morgen den 12. maj kl. 12.00 via Roskilde Festivals venteliste – ventelisten kan du læse mere om HER. Det er muligt at skrive sig på ventelisten indtil 11. maj kl. 24.00.
Refunderede endagsbilletter vil blive sat til salg i efteråret 2020.
Det vides endnu ikke, om (noget af) programmet til Roskilde Festival 2020 går videre til næste år.