Taylor Swift laver falsk coverband for at genindspille sang til HBO’s ‘Killing Eve’

Taylor Swift laver falsk coverband for at genindspille sang til HBO’s ‘Killing Eve’
Taylor Swift. (Foto: Neilson Barnard/Getty Images)

I det seneste afsnit af HBO-succesen ‘Killing Eve’ kunne man i starten høre et cover af Taylor Swift-sangen ‘Look What You’ve Made Me Do’. Coveret er krediteret bandet Jack Leopards & The Dolphin Club, som dog ikke fandtes før nu, og der er efter alt at dømme tale om et falsk band med Taylor Swift og produceren Jack Antonoff bag.

Swift har selv linket til coveret på sine sociale medier, og i sangens credits på streamingtjenester finder man både Antonoff og navnet Nils Sjöberg, der er det samme alias, som Taylor Swift brugte, da hun var med til at skrive Calvin Harris’ ‘This Is What You Came For’.

Det har tidligere været fremme, at Taylor Swift efter sigende skulle have tryglet Phoebe Waller-Bridge, der er executive producer på ‘Killing Eve’, om at lade sin bror synge en sang til seriens soundtrack. Nu har Swift måske fået sin vilje, for ifølge fans på internettet er det brormand Austin Swift, der synger coveret. Det skulle efter sigende være ham, der pryder selve artworket til sangen.

Taylor Swift har den seneste tid været involveret i en heftig strid om rettighederne til sit bugnende bagkatalog, der er blevet solgt til Scooter Braun for 300 millioner dollars. Swift har tidligere udtalt, at hun ville genindspille sangene, så hun selv kunne bruge dem – måske dette er første skridt ned af den vej?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af