’Killing Eve’ sæson 3: Eve er en grå statist i Villanelles blodige cirkus

4 6
’Killing Eve’ sæson 3: Eve er en grå statist i Villanelles blodige cirkus
Jodie Comer i 'Killing Eve' sæson 3. (Foto: HBO)

»Indrøm det, Eve, du ville ønske, at jeg var her. Indrøm det, Eve, du ville ønske, at jeg var her. Indrøm det, Eve…«.

Villanelles lidenskabelige stemme smyger sig inciterende ud fra båndoptageren i en lyserød bamse og ekkoer min egen voksende frustration med, hvad der for små to år siden var en klokkeklar seriefavorit:

Ja, så indrøm det nu bare, Eve, og få knaldet din femme fatale, for f**** og seernes sjælefreds sake!

At langtidskoge suppe på will they/won’t they-tematikker er en doven specialitet i serielandskabet, der i ’Killing Eve’s tilfælde er på nippet til at brænde på i tredje sæson – og jeg gyser derfor også lidt ved tanken om, at en fjerde runde allerede er under opsejling for fortællingen, der havde gjort sig bedst som en afrundet miniserie fra skaberen Phoebe Waller-Bridges hånd, i stedet for at tøjlerne nu kontinuerligt gives videre til en ny showrunner fra sæson til sæson (her er det ’Fear the Walking Dead’s Suzanne Heathcote).

Uanset hvor mange sideplot, eksotiske locations og farverige karakterer, serien kultiverer – og uanset hvor vellykket Villanelles blodtørst driver en syl igennem genrens maskuline konventioner og svælgen i kvindelig underkastelse – er det (eks)efterforskeren og seriemorderskens komplicerede tiltrækning, universet insisterer på at dreje om. Og det låser ’Killing Eve’ fast i et genkendeligt mønster, der kvæler selvsamme uforudsigelighed, der gjorde serien så neglebidende unik i første sæson.

Sorry, baby.

Sandra Oh i ‘Killing Eve’. (Foto: HBO)

Men, sure opstød af vejen, er det så fortsat hæderligt underholdende at følge katten og musens evigt liderlige jagt på la petite mort, spørger du? Det skizofrene svar, ikke mindst med anden sæsons fæle anti-cliffhanger in mente, er: Absolut.

For ligesom Sandra Ohs Eve død og pine ikke kan få Villanelle ud af sin hårpragt (ikke-spoiler: selvfølgelig overlevede Eve kuglen i ryggen), så kan jeg ikke få nok af fænomenale Jodie Comers groteske, sexede og barnlige morder, der lyser skærmen op som en spruttende stjernekaster i hver en scene, hun entrerer iført karakteristisk mundvandsinducerende designs (sublimt stylet af kostumier Sam Perry, der har sammensat en garderobe af blandt andre The Vampire’s Wife, Comme des Garçons og Hussein Chalayan).

Der har vitterligt aldrig været nogen som Villanelle, og selvom serien efterhånden driver lidt for karikeret rovdrift på hendes psykopati og navlepillende egocentrisme, er Comers præstation drabeligt seværdig – jeg får frydefuld gåsehud, når hendes øjne skifer farve fra lam til frådende ulv på et splitsekund, og hendes kemi med ditto brandkarismatiske Kim Bodnias russiske bjørn af en mentor, Konstantin, kaster atter nogle af sæsonens bedste, mest naturlige scener af sig.

Jodie Comer og protegé i sæson 3 af ‘Killing Eve. (Foto: HBO)

Handling bør der ikke afsløres for meget af her, men lad os bare sige, at Eve – som har forladt MI6 for at leve det simple liv som dumpling-kok – stadig har gedigne ægteskabelige problemer med Niko (Owen McDonnell), og at MI6-chefen Carolyn (fantastiske Fiona Shaw) har lige så gedigne karriereudfordringer efter den uautoriserede aktion i Rom.

Carolyns søn Kenny (Sean Delaney) kan ikke slippe sine cyber-undersøgelser af forbrydersyndikatet The Twelve, mens Villanelle opsøges af en gammel bekendt fra ’branchen’, der vil lokke mestermorderen tilbage i folden – og sågar lade hende oplære nye aspiranter, hvilket resulterer i et ’Parasite’-beslægtet blodbad til en børnefødselsdag med Villanelle og protegé som killer clowns.

Første afsnit åbner imidlertid ballet med et drab, der er alt andet end lattervækkende, og som (næsten) ryster Eve ud af dumpling-apatien i en sæson, hvis rejseiver giver James Bonds jettersetteri baghjul (unødig CO2-udledning er langt nede på listen over Eves bekymringer), og som giver Carolyn yderligere plads til at shine som seriens mest interessante bekendtskab efter Villanelle.

Fiona Shaws tørre komiske timing er ubetalelig, når hun nøgternt refererer til sine udskejelser under Den Kolde Krig, hvor hemmelige agenter holdt varmen ved at hoppe i seng med fjenden. »We get it, Carolyn, you had fun in the 80s!« vrisser lyseslukkeren Eve retur.

Fiona Shaw som Carolyn og Gemma Whelan (‘Game of Thrones’) som Geraldine.

Carolyn er en garvet ræv ud i internationale rænkespil, men kæmper dog anderledes desperat for ikke at spille fallit over for samfundets problematiske ringeart for aldrende kvinder som både autoriteter og seksuelle væsner. Og karakterens indestængte melankoli leder tankerne hen på Kristin Scott Thomas’ stærke gæsterolle i ’Fleabag’s anden sæson, der ligeledes hudflettede det absurde i at gøre magtfulde kvinders sociale værdi op i fuckabilty-faktor – såvel som at udskamme deres æstetiske sans som svaghedstegn. Det er svært at forestille sig, at nogen skulle stille spørgsmålstegn ved førnævnte, midaldrende Bonds professionelle dømmekraft, fordi han shopper dyre smokings.

Sine plotstrukturelle fejl og mangler til trods er ’Killing Eve’ dermed stadig en stærk fortaler for kvinders ret til at favne deres femininitet på tværs af alder og profession, og billedside og soundtrack drypper af sensualitet, så selv et skud af silende regn på en tagryg forvandles til en flygtig lækkerbisken for sanserne.

Det er et show, der får seeren til at føle sig sexet, samtidig med at det kæler ironisk for tidens saftige seriemorderfetich – for med ét at straffe vores lyster med en møggreb igennem halsen.

Jodie Comer og Kim Bodnia.

På genreforfriskende vis har mændene altid været accessories i ’Killing Eve’, men desværre ligner Eve også selv mere og mere en grå statist i Villanelles cirkus. Efterforskeren er vredet tør for skæv charme, og hendes sjoskende retningsløshed i serien – der immervæk bærer hendes navn, for filan – irriterer i en grad, der havde været fatal for indlevelsen i de fire første afsnit, som pressen har fået, var det ikke for det øvrige casts energiske indsats.

Men hvem ved: Måske brænder Sandra Oh hele lortet ned i anden halvdel af sæsonen. Måske fjerde sæson langt om længe skifter navn til ’Fucking Eve’.

Dén affære ville jeg hilse velkommen med løftet champagneglas, baby.


Kort sagt:
Jodie Comer, Kim Bodia og Fiona Shaw er fortsat drabeligt godt selskab i tidens mest sexede krimiserie, der spidder vores seriemorderfetich og genrens maskuline konventioner med en sylespids stilethæl. Bare ærgerligt, at titulære Eve selv har mistet gejsten.

Anmeldt på baggrund af fire afsnit.

'Killing Eve' sæson 3. Serie. Hovedforfatter: Suzanne Heathcote. Medvirkende: Jodie Comer, Sandra Oh, Kim Bodnia, Fiona Shaw. Spilletid: 8 afsnit á 50 min. Premiere: Kan ses på HBO Nordic.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af