I fredags udkom soundtracket til filmen ‘Blokhavn’ af satiregruppen Gigis. På albummet var der gæsteoptrædener af rappere som Carmon og Fouli, men i første omgang manglede dansk hiphops største stjerne, der ellers spiller en vigtig rolle i den nye film (som Soundvenue i øvrigt holder forpremiere på mandag aften).
Det er der dog rettet op på nu, da Gilli-tracket ‘Brobizz’ er blevet tilføjet til tracklisten. Og det er ikke en hvilken som helst sang. Faktisk har nummeret været leaket i årevis, hvor det har floreret på internettet under diverse titler, og tilbage i maj 2019 spillede Gilli også sangen i podcasten ‘Uden filter’.
Nu er ‘Brobizz’ altså endelig ude officielt – noget de fleste inkarnerede Gilli-fans næppe troede ville ske. Nu mangler vi så bare at få udgivet den ultimative leak-klassiker: Sangen der går under titlerne ‘Rolig’ eller ‘Ruller op’.