Et af de få livemusikalske lysglimt i coronamørket var en række drive in-shows, hvor man blandt andet kunne opleve helt anderledes koncerter med hiphopveteraner som L.O.C. og Malk De Koijn. Måske den aparte turné har givet sidstnævnte lyst til flere optrædener, for nu har Malk annonceret fire danske koncerter senere på året.
Den ikoniske hiphoptrio, der skulle have spillet på Roskilde Festival i år, kommer således forbi Odense, Fredericia, Aarhus og København til november.
Trioen bag klassiske album som ‘Smash Hit In Aberdeen’ og ‘Sneglzilla’ er et af flere navne, der har offentliggjort turnéer i kølvandet på landets tiltagende åbning. Udover Malk De Koijn kan du blandt andet også se folk som Kidd og Hans Philip spille rundt omkring i landet senere i år.
Billetterne til Malk De Koijns efterårsturné er til salg nu.
Malk De Koijn – turné:
6/11 – Posten, Odense
7/11 – Tøjhuset, Fredericia
13/11 – Voxhall, Aarhus
21/11 – K.B. Hallen, København