Forelskelse er en kompliceret følelse. Den er naturligvis helt fantastisk, men den kan også være altopslugende. Hele ens liv og tankeproces kan dreje sig om forelskelsen, og ja; det er jo ikke altid, det så rent faktisk går, som man ønsker det.
K-Phax’ nye single ‘Never Fall in Love’ handler i bund og grund om, at man nogle gange ville ønske, at man ikke var blevet forelsket – for så havde man undgået alle de komplekse og tvetydige situationer, der lægger sig til at tabe hjertet på gulvet til nogen.
»I bund og grund handler den (‘Never Fall in Love’, red.) om, at man ikke skal bruge ens forelskelse for nogen som en undskyldning for ikke nogle gange at nyde livet. Det er en vibe sang. Jeg udforsker emnet. Det handler lidt om at embrace den der selviske side, vi alle sammen har i os, om det så bare er i tre minutter«, fortæller K-Phax i en pressemeddelelse.
Sangen er et opkog af emorap, r’n’b og pop, og hooket sidder mildt sagt lige i skabet. ‘Never Fall in Love’ blev udgivet i fredags, men vi har i dag premiere på musikvideoen, hvor K-Phax lever sit bedste (telt)liv uden en bekymring i sjælen.