The Beths ‘Jump Rope Gazers’ (10. juli)
Sommeren får et ordentligt guitarlos i røven af newzealandske The Beths, der er klar med deres andet album. Der inviteres til at sætte sig ind i en bil og køre hurtigt langs vandet med vinden i håret.
The Streets ‘None of Us Are Getting Out of This Life Alive’ (10. juli)
Mike Skinner er tilbage med The Streets’ første store udgivelse i ni år. Det hele blev skudt i gang med en single hjulpet på vej af Tame Impala, så det skal blive spændende at se, hvad den britiske veteran har på programmet i denne omgang.
Kacy Hill ‘Is It Selfish If We Talk About Me Again’ (10. juli)
Det tidligere G.O.O.D.-Music-talent er for alvor ved at finde sine egne ben at stå på, og hendes andet album har haft en række stærke singler, der fremviser hendes evner ud i at skrive skrøbelige popsange.
Summer Walker ‘Life on Earth’ (10. juli)
Sidste år slog Summer Walker igennem med debutalbummet ‘Over It’, og nu er hun klar på at bygge videre på sin status som r’n’b-stortalent med ep’en ‘Life on Earth’.
Protomartyr ‘Ultimate Success Today’ (17. juli)
Efter corona-udskydelser er Protomartyr i midten af juli klar med deres femte album af potent postpunk.
Jarv Is… ’Beyond the Pale’ (17. juli)
Jarv Is er – tada! – et nyt band med Jarvis Cocker i front. Get it? Det britiske band med den tidligere Pulp-frontmand udsender midt i sommerferien deres syv numre lange debutalbum, der dog rammer en spilletid på 40 minutter.
The Chicks ’Gaslighter’ (17. juli)
I takt med tidens politiske klima har Dixie Chicks skiftet navn til The Chicks. Den 17. juli udkommer den storsælgende countrygruppes første album i 14 år.
Liss ‘Third’ (24. juli)
Der gik flere år mellem Liss’ første to ep’er, men nu flyder musikken i en lind strøm, og et års tid efter ‘Second’ er den danske popgruppe nu klar med ‘Third’.
Jessy Lanza ’All the Time’ (24. juli)
Jessy Lanzas popmusik lyder som noget fra fremtiden, og den 24. juli er det blevet tid til den canadiske musikers tredje album. Som altså bliver udgivet i nutiden.
Fontaines D.C. ‘A Hero’s Death’ (31. juli)
Det irske postpunk-band fik et solidt gennembrud med sidste års debutalbum ‘Dogrel’, og allerede nu står de klar til at bevise, at de er kommet for at blive.