For snart en måned siden landede Beyoncés visuelle album ’Black Is King’ eksklusivt på streamingtjenesten Disney+. Men eftersom tjenesten først indtager Danmark den 15. september, er det mildest talt sparsomt, hvad vi på denne side af Atlanten har fået at se af værket.
Nu har Beyoncé dog – ganske mod forventning – delt en snas af filmen, der fungerer som en form for visuel fortælling og forlængelse af hendes soundtrack-album ’The Lion King: The Gift’ fra sidste år. Beyoncé har nemlig nu delt videoen til ’Brown Skin Girl’ med Saint Jhn, Wiz Kid og datteren Blue Ivy.
Videoen til ’Brown Skin Girl’, der altså således også figurerede på ’The Lion King: The Gift’, er en ret så spektakulær lille forestilling, der tager os fra hyggelige klappekage-lege med Beyoncé og Blue Ivy i naturen til en storslået balforestilling og stilede skud af Beyoncé i selskab af blandt andre Naomi Campbell, Lupita Nyong’o og Kelly Rowland, der desuden alle sammen nævnes i sangteksten: »Pose like a trophy when they Naomi walking / she need an Oscar for that pretty dark skin / pretty like Lupita when the cameras close in / drip broke the levy when my Kellys roll in«.
’Black Is King’ kan ses herhjemme i sin fulde længde, når Disney+ gør sin entré den 15. september.