Der går sjældent længe fra, at et nyt hiphophit lander, til at en eller anden singer/songwriter leverer den akustiske version. Hvem kan for eksempel glemme Niykee Heatons cheesy udgave af Chief Keefs 2012-hit ‘Love Sosa’? Så ja, selvfølgelig er der nu udkommet et akustisk cover af Cardi B og Megan Thee Stallions eksplosive sexrap-track ‘WAP’.
Omstændighederne er dog noget helt andet denne gang. Det er nemlig ikke en tilfældig Youtuber, der har kastet sig over Cardi B-singlen, men selveste countrystjernen Margo Price, der spillede sin udgave af sangen i Trevor Noahs ‘The Daily Show’.
Samtidig var der et meta-lag over Prices optræden. For den seneste uge har der været en konservativ kampagne mod sangens seksuelle indhold, hvilket også blev diskuteret i ‘The Daily Show’.
»Jeg tør vædde på, at hvis en countrystjerne sang de samme tekster, ville de her mænd stadig være vrede«, siger korrespondenten Dulce Sloan i indslaget – hvorefter hun så introducerer Margo Price for at bevise sin pointe.