Disclosures tid som hitmagere er forbi – det er faktisk en god ting

Disclosures tid som hitmagere er forbi – det er faktisk en god ting
Disclosure. (Foto: Hollie Fernando)

Som optakt til ‘Energy’, Disclosures første album i fem år, genbesøgte jeg forgængeren, ‘Caracal’ fra 2015. Et album, der dengang virkede tilstrækkeligt omend ikke videre inspireret, men som i dag lyder som en total udvanding af Disclosures ellers ganske idiosynkratiske UK Garage-lyd i et forsøg på at tilpasse sig midt-10’ernes generelt dårligt ældende EDM-mainstream.

Bortset fra de nyere Khalid-samarbejder ‘Know Your Worth’ og ‘Talk’ er Disclosures tid som hitlistemagneter dog efter alt at dømme ophørt. Og i mine øjne er det kun en god ting. Når brødreduoen ikke har megasuccesen for øje, bliver de mere eventyrlystne, og de opsøger mere interessante kringelkroge af deres lyd.

Dette har resulteret i et stærkt single-run forud for ‘Energy’. Især var deres omfavnelse af afro-house på singlerne ‘Douha (Mali Mali)’ og ‘Energy’ veleksekveret. De fremviste nogle skjulte slægtskaber mellem Disclosures skæve rytmeunivers og de percussive traditioner i genrer som highlife og afrobeat, og singlerne i sig selv var vidunderligt dansable stemningsspredere.

Den højenergiske hiphouse-basker ‘My High’ forenede brødrene Lawrence med rapperne Slowthai og Aminé, hvis sprælske flows stod perfekt til Disclosures rytmisk finurlige udtryk. Mere bekymrende var ‘Birthday’ feat. Kehlani og Syd. Det er skam en vellydende, rolig r’n’b-skæring om at bevare et venskab efter at have slået op – men trods de milde house-indflydelser i beatet var det svært at se, hvordan sangen skulle gå i spænd med de tidligere singlers mere pulserende lyd.

Og sagen er: Det gør den ikke. ‘Energy’ er et album, der ikke rigtig har nogen egentlig sammenhæng. Hvis det hektiske titelnummer ikke var placeret nær slutningen, ville man måske kunne argumentere for en slags todelt oplevelse med højoktan-festtracks på A-siden og mere kølige, afslappede grooves på b-siden.

‘Energy’ fungerer heller ikke optimalt bare som en usammenhængende samling tracks. Ikke blot fordi de noget flade r’n’b-interludier ‘Fractal’ og ‘Thinking ‘Bout You’ insisterer på, at du skal fordøje albummet som en sammenhængende oplevelse – men også fordi, der med disse briller på er en pæn håndfuld tracks, der let lader sig springe over.

‘Who Knew?’ byder egentlig på et ganske fint lydbillede og et catchy hook fra Mick Jenkins, men resten af de melodiske eskapader fører ingen interessante steder hen, hvormed nummeret ender med at føles langt længere, end det er. ‘Ce n’es pas’ rider et tech house-groove, der hele vejen igennem forbliver fladt og trivielt, og Blick Bassys meget milde vokal derpå griber aldrig rigtig fat.

Det er svært med hånden på hjertet at kalde ‘Energy’ vellykket, men lige så svært er det at kalde det fejlslagent. Selv uden for singlerne er der meget at holde af. ‘Watch Your Step’ er en dansevenlig banger, der byder på en storslået Donna Summer-kanaliserende Kelis – det er sådan en sang, hvor hvert slag øger spændingen efter det næste.

At samarbejde med hiphouse-stjerneskuddet Channel Tres på ‘Lavender’ er ligeledes et inspireret valg. Både han og Disclosure nyder at tilgå dancemusik fra en skæv, men alligevel yderst appetitlig indgangsvinkel. Hans smooth vokal klæder virkelig beatet, der får udnyttet en udadtil simpel UK Garage-rytme fuldt ud.

Tilsæt de fire fornemme singleforløbere, og ‘Energy’ byder egentlig på en del skarpe tracks, der udforsker interessante sider af Disclosures lyd. Brødreparret søger ikke længere at få radiosucces, og derfor tør de tage chancer. Men når man vover pelsen, er der jo altid muligheden for at ramme forbi – og derfor er albummet også på mange andre punkter ujævnt og utilfredsstillende.


Kort sagt:
Disclosures nye album er en tilbagevenden til den voven og legesyge, der prægede dem, da de debuterede. Og mens deres mere vovede udtryk resulterer i en håndfuld oprigtigt spændende sange, byder den ujævnt strukturerede trackliste altså også på en række mærkbare forbiere.

Disclosure. 'Energy'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af