Fool mestrer den ufarlige r’n’b-pop på debutalbummet ‘Mango & Limelight’
Den danske duo Fool brød igennem med singlen ‘Strapped’ i 2018, og pludselig havde sanger Adrian Mikkelsen og trommeslager/producer Rasmus Jarby 80 koncerter i løbet af et år – sammenlignet med nul året inden.
Med corona-restriktionerne har duoen haft tid til at skrue ned og fordybe sig i albumformatet, og nu er de så klar med debuten ‘Mango & Limelight’; en samling r’n’b-pop, der spænder vidt uden at udfordre konventionerne helt vildt.
Fool er helt straight r’n’b og pop, og de 11 sange fordelt over en kompakt spilletid på en halv time lyder overordnet godt. Simple, repetitive rundgange bærer de fleste af numrene, hvad enten de bliver spillet af en clean elguitar, et klaver eller en synthesizer. Åbneren ‘What Ever’ er et godt eksempel på, hvor kontant det kan gøres: Her får vi en lækker guitar, et helt enkelt trommegroove og så Adrians halvdovne vokal med et dejligt chillet resultat som følge.
Og så kan duoen skrive melodier. Faktisk er det nok Fools stærkeste egenskab, at de har sådan et godt øre for, hvad der fungerer i en popsang – særligt det simple, catchy omkvæd til ‘Fuck With You’ er vellykket.
Den største anke mod ‘Mango & Limelight’ er dog, at det ikke virker synderligt originalt. Det er velspillet, lyder godt og har skarpe melodier, men der er meget lidt på albummet, som man ikke har hørt før – som for eksempel det lidt underspillede tropiske groove på ’Kids’.
Heller ikke lyrikken er vildt nyskabende. Selv om den generelt fungerer, er nogle af rimene lidt letkøbte, mens ordene andre steder bare ikke er vildt kreative – tag for eksempel omkvædet til ‘She Don’t Wanna Dance’.
Den manglende originalitet til trods er der dog stor variation på albummet, som både har tropiske calypso-elementer, lidt trappede r’n’b-sider og mere straight pop. Og Fool formår at skabe en god sammenhæng, som veksler mellem bløde overgange og bratte stilskift – i første kategori er der mellemspillet ‘Mango Kush’, som teaser ‘HungOverYou’, og i sidste kategori er overgangen fra den rolige ‘Morning Light’ til den mere poppede ‘Fuck With You’.
‘Mango & Limelight’ lyder rigtigt godt. Det kan man ikke komme uden om. Det er varieret, og produktionerne er lækre. Men det er også ufarligt, og der skal mere til, før man som lytter bliver rigtig udfordret.
Kort sagt:
‘Mango & Limelight’ er på én gang varieret og generisk. Fools debutalbum er velspillet og catchy r’n’b-pop, som er rar, men også ufarlig at lytte til.