»Jeg har hørt, I godt ville have en indspilning af dette« lød det fra James Blake i går aftes akkompagneret af et par karakteristiske akkorder, der måske allerede dér vækkede genklang i den kvikke Frank Ocean-fans ører.
Således annoncerede James Blake nemlig udgivelsen sit covernummer af Ocean-balladen ‘Godspeed’, der er hentet fra Oceans ’Blonde’ fra 2016.
James Blake var selv med til at arrangere og producere Frank Oceans oprindelige version af ’Godspeed’, som Blake da også sidenhen har spillet live til koncerter – senest til hans Instagram-coronakoncert tilbage i marts.
Nu er coverversionen således kommet en tur i studiet, men ikke desto mindre føles den stadig mindst lige så intim, øm og tro mod originalen, som når den har gæstet Blakes setliste.
I anledningen af udgivelsen har James Blake valgt at hylde Ocean-albummet ved at farve sit hår helt og aldeles blond(e). »Tilbage til platinblond (swipe for bevis)« skrev han via Instagram til en lille billedserie – først af voksen-Blake med kridhvide lokker, dernæst af en lille tumlinge-Blake med cirka samme kulør i manken (om end en kende mindre stylet).