To år efter rapperens tragiske død bliver Mac Miller stadig hædret og husket af sine hiphopkolleger.
I anledningen af toårsdagen for Millers bortgang (7. september) var der således reaktioner fra blandt andre Thundercat, SZA, Ab-Soul, Wale og flere.
»Du har to familier, den familie, du er født med, og den familie, du vælger«, skrev Thundercat på Twitter ved siden af et sort/ hvid-billede: »Den familie, jeg valgte. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke føler det. Jeg ved, I også føler det. Lytter kun til Mac Miller i dag«.
SZA tilføjer til billedet: »Jeg elsker jer begge to så meget og savner min familie hver dag, tak for at have lukket mig ind i jeres forum, hvor jeg kunne opdage mig selv – og I troede på mig hele tiden. Jeg vil aldrig kunne tilbagebetale jer«.
TDE-rapperen Ab-Soul beskrev Mac Miller som »den udvalgte«.
Juicy J skrev: »Hvil i fred, Mac Miller. Jeg savner dig mane«.
Wale brugte tid på at dele klip af Millers sidste interview samt klip af rapperen, som gav råd til fans om at have det sjovt, nyde livet og mere. Afslutningsvis skrev rapperen »Mac Miller – for evigt«.
Den kun 26-årige rapper fra Pittsburgh, Malcom James Mccormick, døde den 7. september 2018 af en overdosis kun nogle få uger efter udgivelsen af sit femte studiealbum ‘Swimming’.
Tiden efter Mac Millers død færdiggjorde hans hold, familie og ikke mindst musikalske samarbejdspartner, Jon Brion, det sjette og sidste album, ‘Circles’.