The Minds of 99 skulle have spillet deres eneste koncert i 2020 i et udsolgt Parken i dag, men koncerten blev som bekendt udskudt grundet corona. Men nu er bandet klar med en overraskelse til sine fans: En koncertfilm, der kan dulme abstinenserne.
Koncertfilmen med titlen ‘The Minds of 99 – Solkongen – Live fra Dodekalliten’ har premiere på TV 2 Play og TV 2 Zulu i dag.
Filmen skildrer The Minds of 99s koncert, som blev arrangeret sammen med Tak Rock på Lolland sidste år. Her spillede bandet under åben himmel for 7.000 gæster midt inde i det endnu ufærdige monument Dodekalliten.
Koncerten tog udgangspunkt i gruppens seneste album, ‘Solkongen’, som de spillede fra start til slut. Selve filmen er blevet færdiggjort i al hast, da det stod klart, at Parken-koncerten måtte aflyses. Det udtaler bandet i en pressemeddelelse:
»Da vi endelig kunne give en melding om, at Parken var blevet aflyst, smed vi alt, hvad vi havde i hænderne for at få filmen sat i gang og færdiggjort. Vi gik først i gang samme dag, som vi aflyste, og blev først færdige med den for en uge siden. Vi har prøvet at vise, hvordan det reelt var at være der«, lyder det.
Om selve koncerten fra 2019 udtaler Niels Brandt: »Vi har spillet mange koncerter, men det her var en af de helt specielle. Det var også på en måde slutningen på albummet ‘Solkongen’. Vi lagde den plade fra os dernede. Efter den dag vidste vi, at nu skulle der ikke ske mere med den. Den var fulgt til dørs«.
Koncertfilmen kan ses på TV 2 Play fra kl. 16 og på TV 2 Zulu kl. 23.50.
The Minds of 99 spiller i Parken 11. september 2021.