Trader kommer godt fra start på stilsikker rockdebut

Trader kommer godt fra start på stilsikker rockdebut
Trader. (Foto: Andrea Lund)

Somme tider er den der bare. Den oplevelse, hvor du ved, at det album, du har sat på, er ét, du bliver ret gode venner med. Vi er ikke mange sekunder inde i det ret så fantastiske åbningsnummer ‘Friend’, før jeg instinktivt føler den i selskab med den albumdebuterende rockkvartet Trader fra Aarhus.

Den skramlede, højpotente rockmusik stortrives i mulden i Smilets By, hvilket navne som Modest, Yung og mange flere har været sprudlende eksempler på den seneste håndfuld år. Med albummet ‘Social Life’ hører Trader fra nu af også hjemme på den liste.

Kvartetten sværger troskab til den mere snørklede afart af den alternative rock, hvor 90’er-koryfæer som Sebadoh, Red House Painters og Polvo springer frem i erindringen. Der lægges med andre ord et sikkert snit mellem slowcore og lo-fi, og bandet hiver stikkene hjem uden slinger i valsen.

Der hersker en fornem balance mellem smægtende melodimønstre og salige fuzz-drøn på guitarerne. Til førstnævnte hører omtalte ‘Friend’ og den tilsvarende overbevisende ‘Ghost Town’; til sidstnævnte hører ‘Carrie’ og ‘Back in Five’ – numre, som kalder på at give sig hen helt foran scenen, når vi i en tryg fremtid igen kan opleve den type koncerter, som Traders musik er skræddersyet til.

At gruppen også formår mere introspektive, akustiske stunder, vidner den slowcore-influerede ‘Be Like Your Dog’ om.

Momentvis kammer de gode takter dog over i stiløvelse, som på det inferiøre interlude ‘Behavior Report’ og ‘Float’, der virker som en lidt uinspirerende aften i øveren.

Generelt taber ‘Social Life’ en smule momentum mod slutningen, hvilket er ærgerligt, når Trader skyder så overbevisende afsted på affyringsrampen. Slæbende på grænsen til nær-stagnation og med Anders Ahles indestængte vokal følger det afsluttende titelnummer de udstukne genrekonventioner for nøje til, at debutalbummet klinger ud med samme overbevisning, som det indledes.   

Heldigvis er netop den første del af pladen så driftsikker og medrivende, at stikkene hives hjem på den gode side af bestået.


Kort sagt:
Med en driftsikker bevægelse gennem slowcorens smægtende melodimønstre og lo-fi-rockens effektive fuzz-drøn, albumdebuterer Trader med et udspil, hvor særligt den første halvdel vidner om den aarhusianske kvartets potentiale.

Trader. 'Social Life'. Album. Part Time Recordings.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af