Det er ikke alle mundbind, man kan købe derude, der er lige effektive. Og man kan da også hurtigt komme i tvivl om, hvorvidt markedets fikseste styles overhovedet gør sin ting eller ej.
Vi kan dog roligt afsløre én ting, der kan fungere som et lille pejlemærke for dig, der overvejer at shoppe et nyt mundbind til samlingen: Lana Del Reys mundbind, der består af en et lille stykke net af glimmer, gør med al sandsynlighed ikke sin ting.
Lana Del Rey afholdt forleden en bogsignering i Los Angeles i anledningen af udgivelsen af hendes nye digtsamling ’Violet Bent Backwards Over the Grass’. Og hun fulgte da retningslinjerne for covid-19 til en vis grad.
Hun havde mundbind på, som det kræves til alle indendørs-event i Los Angeles. Men at mundbindet bestod af flere huller, end den bestod af regulært stof, gjorde den nu nok noget nær fuldkommen overflødig.
Ifølge The Independent fortæller Del Reys søster, Caroline Grant, at sangerinden er blevet testet negativ for virussen, og at hun holdt knapt to meters afstand fra sine fans. Sidstnævnte pointe synes at være til den tvivlsomme side, eftersom flere fans kom helt tæt på for at få en selfie med Lana Del Rey.
Da Del Rey sidenhen delte billeder fra bogsigneringen, har fans kritiseret hendes fashonable, men temmelig tvivlsomme maske-stunt. »Hvad er der galt med Lana del Rey?«, »Er det meningen, det skal være et statement eller noget?« lyder spørgsmålene iblandt.
Sidenhen har Lana dog delt en video, hvor hun har et lidt mere legit mundbind på, så måske de hundredevis af kommentarer har fået pointen til at suse ind. Måske.