Med ’Let Me Love You Like a Woman’ har vi fået det første officielle nummer fra Lana Del Reys næste album, ’Chemtrails Over the Country Club’.
»Let me love you like a woman / let me hold you like a baby«, lyder det ømt og inderligt over nedtonet klaverspil.
Nummeret er lavet i samarbejde med den hyppige samarbejdspartner Jack Antonoff, som spillede en gigantisk birolle på sidste års helt igennem mesterlige ’Norman Fucking Rockwell’.
I august teasede Del Rey ny musik, da hun delte et klip af en sang med titlen ’Tulsa Jesus Freak’ på Instagram.
Derudover har vi set hende på et musikvideo-set til albummets titelnummer, som tilsyneladende kommer til at fungere som andensingle forud for udgivelsen af ’Chemtrails Over the Country Club’.
Lana Del Rey har tidligere udtalt, at albummet ville lande 5. september, men det blev altså rykket. Udgivelsesdatoen er i øjeblikket ukendt.