Seks år efter skelsættende talkshow-optræden er Future Islands blevet forudsigelige
Future Islands er et soleklart eksempel på, at en enkelt talkshow-optræden med et trylleslag kan gøre karrierevejen funklende farbar for et band.
Baltimore-trioens optræden med sangen ‘Seasons (I’ve Been Waiting On You)’ på ’Late Show with David Letterman’ i 2014 må siges at have opnået status som nyklassiker – ikke mindst takket være frontmand frontmand Samuel Herrings idiosynkratiske moves og teatralske vokal-performance.
Den 80’er-influerede synthpop, som Future Islands har findyrket og raffineret siden det brede gennembrud for seks år siden, er fortsat udtryksformen på gruppens sjette album ‘As Long As You Are’. Og det føles efterhånden en kende bittersødt. Ligesom vi forventer, at Herring giver alt af sig selv på en scene, er musikken også indsvøbt i forudsigelighedens bekvemme fernis.
For selv om numre som ‘For Sure’, ‘Waking’ og ‘Plastic Beach’ fænger ved efter første lyt som øjeblikkeligt antændelige bangere, så gør Future Islands netop brug af virkemidler, vi har hørt fra deres hånd tidligere. William Cashions driftsikre pulserende bas og Gerrit Welmers flimrende synthflader gets the job done, men det er altså eksekveret bedre tidligere.
Deja-vu-følelsen indfinder sig ydermere i takt med, at det storladne sigte foldes ud på ‘Born in a War’, hvor Herring lukker emotionelle sluser op på fuldt gab med klimaksskrig som kadencen stiger. Og hvor den messende linje »When a strong man cries« funkler som den ledestjerne, der er den intenst karismatiske frontmands pejlemærke.
Albummets mere afdæmpede stunder hiver heller ikke de afgørende stik hjem. Åbningsnummeret ‘Glada’ er en retningsløs og monoton trivialitet, og både ‘The Painter’ og ‘City’s Face’ vil ligeledes med al sandsynlighed stå som en varig parentes i diskografien.
‘As Long As You Are’ er altså intet nybrud for Future Islands, og selv om de velkendte tricks momentvist vækker lysten til at bevæge kroppen og delagtiggøre sig i Herrings dirrende blotlagte følelser og registreringer af tilværelsen, så kunne man altså også ønske sig, at bandet havde trådt lidt afsides på den sikre færd.
Kort sagt:
Selv om man vugger i takt til de klimaksstræbende og pulserende synthnumre – og stadig kan gribes af frontmand Samuel Herring – fornemmer man også monotonien og forudsigeligheden på Future Islands’ sjette album.