Sådan endte Sleimans sang på 6ix9ines nye album: »Jeg fik en personlig undskyldning«

For to år siden betalte Sleiman omkring 650.000 kroner for at lave en sang med 6ix9ine. Nu er nummeret endelig officielt ude – men underligt nok som del af amerikanerens nye album. Vi har talt med Sleiman om, hvad der præcis er sket med ’R.E.D.’.
Sådan endte Sleimans sang på 6ix9ines nye album: »Jeg fik en personlig undskyldning«
Sleiman.

Har der nogensinde været et dansk hiphopnummer med en så forvirrende og besværlig tilblivelsesproces som ‘R.E.D.’?

Sleiman lavede sangen med amerikanske 6ix9ine, som først skulle betales omkring 660.000 kr. i kontanter for sin medvirken – penge, der skulle fragtes til Milano.

Så ville 6ix9ine hellere hænge med groupies og snakke i telefon med 50 Cent end at indspille. Da nummeret endelig var i hus, fulgte en længere retslig strid om, hvem der egentlig ejede rettighederne til det – alt imens 6ix9ine sad i fængsel.

Det hele har været en to år lang hovedpine for danske Sleiman, der jo bare ville have et fedt feature til sit næste album.

Nu er ‘R.E.D.’ endelig ude – men overraskende nok som et 6ix9ine-nummer feat. Sleiman, der er at finde på deluxe-udgaven af amerikanerens nye album ‘TattleTales’.

Vi ringede til Sleiman for at høre, hvordan det er endt sådan.

Sidst vi talte med dig – i vores hiphop-podcast, Standard – kæmpede du for at få sangen ’R.E.D.’ udgivet. Hvad er der sket siden?
»Jeg ville gerne have hele den her sag afsluttet, så jeg lavede en aftale om, at 6ix9ine måtte udgive det. Jeg kan ikke fortælle om detaljerne, for jeg har lavet en Non Disclosure Agreement og må ikke tale om det i offentligheden«.

Du har tidligere sagsøgt 6ix9ine, og siden har det været meldt ud, at du vandt retssagen. Hvordan endte sangen alligevel med at komme på hans album?
»Jeg havde egentlig vundet sagen, men 6ix9ine fik lov af retten til at tage den op igen. Så jeg havde egentlig vundet – men så havde jeg alligevel ikke. Så vi endte med en løsning, hvor de udgav sangen«.

View this post on Instagram

In The making 🤫📸 #red #tattletales #redbandana

A post shared by Sleiman (nejim) (@officialsleiman) on

Og 6ix9ine aner ikke, at Gilli i første omgang dissede ham på den oprindelige udgave af ’R.E.D.’?
»Jeg tror, han er fuldstændig ligeglad. Jeg tror ikke, det rør ham«.

Hvordan har du det med 6ix9ine nu?
»Jeg har det fint med ham. I sidste ende har jeg fået oprejsning. 6ix9ine ønskede at gøre det godt igen. For mig var det vigtige, at det her er en milepæl i dansk musik. At en indvandrer kommer med på så stort et album. Det kan godt være, at 6ix9ine har nogle problemer, men han er den mest hypede artist i USA. Så kan jeg være med på et album, der kan gå guld eller platin i USA – et album med folk som Nicki Minaj og Akon på. Det var fedt nok«.

Har den her lange historie så endelig fået en lykkelig afslutning?
»Jeg tror i hvert fald, at der er en mening med det hele. Nu er mit eneste mål at lave et godt farvelalbum. Det føler jeg, jeg skylder mine fans og dem der har fulgt mig. Jeg har hele tiden prøvet at skille mig ud og være dansk raps onkel, hvis man kan sige det sådan: Jeg har prøvet at lægge morale i tingene. Nu vil jeg sige tak til de fans, der lyttede hele vejen, og sige pænt farvel«.

Hvis du fik muligheden for at lave en sang med 6ix9ine igen, ville du så gøre det?
»Det tror jeg ikke. Det forsinkede mit album med to år. Egentlig ville jeg udgive det sammen med 6ix9ine-sangen og ’Caliente’, som er min tyske sang. Det skulle udgives i 2018, og så skulle jeg i gang med at lave film nu. Så planen er rykket to år. Hvis jeg skulle lave noget med en artist i den størrelsesorden igen, ved jeg i hvert fald, hvad jeg ikke skal gøre«.

Nu er sangen endelig ude. Du må være lettet.
»Når enden er god, så er alting godt. Jeg fik undskyldninger, der var vigtigere end penge og alt andet. Jeg fik en undskyldning fra 6ix9ine personligt. Han var ked af det, han havde gjort. For mig var det alle pengene værd«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af