6ix9ines ’TattleTales’ cementerer, at det på ingen måde handler om musikken længere
Hvor skal vi starte?
Med historien om en regnbuefarvet internet-troll, tidligere dømt for medvirken til at lave en sexvideo med en mindreårig, der blev så fortabt på de sociale mediers kampplads, at han mistede grebet om virkeligheden og pludselig stod overfor en fængselsdom på livstid?
Eller med historien om en ung og omdiskuteret New York-rapper, der smed en unik og energifyldt lyd væk i jagten på de hitlisteplaceringer, som han tydeligvis både elsker og hader?
De seneste år har Tekashi 6ix9ine positioneret sig som en af hiphophistoriens mest omtalte, kontroversielle og universelt hadede karakterer – senest har han vist sig som ekstremt manipulerende og kalkulerende.
Hele dét drama er løbende blevet dækket her på sitet, og der er som sådan ingen grund til at folde det yderligere ud her i anmeldelsen af rapperens første album siden løsladelsen fra fængsel, ’TattleTales’.
Det er dog værd at bide mærke i, at de seneste måneders 6ix9ine-show nærmest ikke har handlet om selve musikken – og det er efterhånden ekstremt sigende for rapperens karriere.
For ‘TattleTales’ er et udtryk for, at musikken ikke længere er førsteprioritet, langt fra – og at rapperens generelle kortslutning også har sat sig direkte i musikken.
Og det er et eller andet sted synd. For det var jo, hvilket man hurtigt glemmer, musikken, der i virkeligheden startede det hele – det hårdtslående debut-mixtape ‘Day69’ var en original og imponerende energifyldt nyskabelse inden for datidens Soundcloud-scene.
Hvis bare anholdelsen, opgøret med Nine Trey Gangsta Bloods, fængselstiden, samarbejdet med politiet og alt det andet havde medført et album om hiphoppens problematiske relationer til bandelivet, eller portrætteret en forvrænget idé om, hvad loyalitet på gaden betyder, havde dramaet i det mindste måske medført noget positivt.
Men nej, det er – ikke overraskende, indrømmet – altså ikke tilfældet med ’TattleTales’.
Tværtimod har 6ix9ine ufortrødent fortsat sin musikalske clout-jagt, hvor SoMe-rants omsættes til rapsange. Nu bare i et nyt gear og med en ny provokations-kæphest: At hylde, at 6ix9ine brød gadens regler og samarbejde med politiet.
Når man dykker ned i albummets første nummer – og er kommet sig over chokket af, at 6ix9ine har lavet et remake af ‘Locked Up’ sammen med Akon – opstår der faktisk et (kortvarigt) håb om en form for refleksion.
For her tænker rapperen rent faktisk over de ting, han har gjort, og han nuancerer (så godt han nu er i stand til) sin situation: »Got me wishin’ that I could take it all back«, lyder det.
Men når man fortsætter gennem numrene på ’TattleTales’, opdager man, at refleksionen kun er et kortvarigt sidespor, og resten af albummet er mere en »middle finger fuck you« som på ‘Tutu’.
Det kan have sin charme som på singlen ‘Gooba’ eller ‘Gata’, der har samme voldsomme energi som rapperens tidligere udgivelser – hvilket jo i virkeligheden er det eneste, 6ix9ine gør rigtig godt.
Resten af albummet er et miskmask af genrer og kopiforsøg; fra de latin-inspirerede ‘Nini’ og ‘Yaya’ og de pludselige melodiske tendenser på ‘Wait’ og ‘Leah’ til det bouncy L.A.-ripofff ‘Charlie’.
Det havde måske fungeret lidt, hvis ikke 6ix9ine de facto var frosset ude af næsten hele hiphopscenen.
Ja, Nicki Minaj er med på ’Trollz’, men beviser det ikke blot, at de begge er ude i kulden?
Gæstelisten på 6ix9ine-forgængeren ‘Dummy Boy’ talte både Gunna, Lil Baby, Bobby Shmurda, Tory Lanez, Nicki Minaj og Kanye West (!). Havde 6ix9ine samlet en lignende gæsteliste til ’TattleTales’, kunne albummet måske have fået form af et alsidigt album, der ville fremvise forskellige dele af hiphopkulturen – men nu fremstår lyden mest som et forsøg på kopi og hån, og han har ikke selv kapaciteten som rapper til at bære alle stilarterne.
Og så er der 6ix9ines forhold til kvinder …
Med fortidens dom for medvirken til at lave sexvideo med en 13-årig – inklusive sagen om vold mod sin ekskæreste – klinger ‘Punani’ ikke ligefrem af samme form for hyldest til det kvindelige køn, som Cardi B og Megan Thee Stallion for tiden stadfæster med ‘WAP’.
Det klinger langt mere ulækkert og kvindehadsk, pakket ind i et af årets måske dårligste omkvæd: »Fat punani-nani / that tsunami-nami«.
‘TattleTales’ får én til at ønske sig tilbage til 2017. Ikke kun grundet samfundets generelle tilstand, men også fordi, det var en tid, hvor ens billede af 6ix9ine var, at han ‘bare’ var en lovende gangsterrapper – og ikke så meget andet.
I 2020 handler det om alt andet end musikken. Og det kan høres.
Kort sagt:
6ix9ines virale kortslutning har sat sig i musikken. ‘TattleTales’er et miskmask af genrer uden støtte fra hiphopkulturen, og kun kortvarigt hører man glimt af fortidens energi eller en nuanceret refleksion over det drama, der har vendt internettet på hovedet.