»Are you dumb, stupid or dumb?«, spurgte 6ix9ine nærmest filosofisk på sin store comeback-single ’Gooba’ tidligere i år.
Jeg ved ikke, om det var en reference til Gertrude Steins berømte sætning »a rose is a rose is a rose« (der jo i Danmark også er gendigtet til »en pik er en pik er en pik« på Suspekts ‘Hun er på mig’), men ligesom den amerikanske forfatters mantra, er 6ix9ine-sætningen dybere, end man tror.
Det blev helt klart for mig, da jeg hos The New York Times læste rapperens første store tekstinterview siden løsladelsen fra fængsel. Her giver Daniel Hernandez, som rapperen rigtigt hedder, nemlig en ledetråd til, hvordan man kan forstå ham.
»I’m stupid, but I’m not dumb«, udtaler han der. Og det siger faktisk en del om den kontroversielle kunstners personlighed.
For distinktionen mellem de to dumhedsbenævnelser er essentiel, hvis man vil forstå rapperen med det regnbuefarvede hår, der har sager om både vold, bandeaktiviteter og medvirken til at lave en sexvideo med en mindreårig på samvittigheden.
For 6ix9ine er nemlig bevidst dum/åndssvag/idiotisk (»stupid«), når han troller sine mange fjender så groft som muligt, eller når han koger råberap ned til de helt grundlæggende ingredienser. Men han er ikke dum: Han ved, hvad han har gang i.
6ix9ine er ikke Pinnocchio, der vælter hovedløst rundt i jagten på at finde ud af, hvad hans skæbne er. Han er sin egen skæbnes Gepetto: Det er ham, der er dukkeføreren.
I New York Times-interviewet virker han således utroligt bevidst om sin egen position på hiphopscenen, og om de taktikker, han bruger for at få succes. Han er pragmatisk: Den tankeløse galning fra social media-videoerne er tydeligvis en konstruktion, som dukkeføreren Hernandez har udtænkt.
De passager, der måske siger mest om 6ix9ine, er derfor, når han afslører, hvor kalkuleret han er. Som i beskrivelsen af sit forhold til banden, han engang var en del af.
Her forklarer rapperen, at han blev medlem for at få »troværdighed« og for at udvide sin succes på »det europæiske marked« til New York. Han taler altså om at blive bandemedlem, som om det var en forretningsbeslutning. Og det var det jo vel egentlig også.
Den samme sans for markeder og målgrupper gennemsyrer hans svar på, hvorfor han ikke laver »tankevækkende musik«, som journalisten Joe Coscarelli spørger ind til.
»Når nogen er i træningscenteret og gerne vil lytte til 6ix9ine, hvorfor gør de så det? For at turn up!« forklarer han med pragmatisk præcision.
»Når du er sammen med din kæreste og gerne vil høre r’n’b, sætter du så Chief Keef på? (…) Jeg er genial til det, jeg gør. Når du vil lytte til r’n’b, så sætter du Usher på. Når du vil høre hiphop, så sætter du Nas på. Når du vil høre rock, så sætter du AC/DC på. Når du hører 6ix9ine, har du ikke lyst til at høre mig snakke om ‘Min mor, hun græder…’. Det kan jeg godt lave, men mine fans vil ikke høre det. Du tager ikke til McDonald’s for at spise filet mignon«.
Jep, du læste rigtigt: 6ix9ine kaldte sig selv for hiphoppens McDonald’s. Han er totalt klar over, at det, han laver, i mange folks øjne (eller ører) er musikalsk fastfood. Det lyder måske ikke så lækkert fra et elitært perspektiv. Men som forretningsstrategi er det ikke dumt.
At Chief Keef så rent faktisk har lavet et ret fedt og overset r’n’b-album (‘Thot Breaker’!) er så en anden sag.
Anyway.
De her overvejelser om (hovedsageligt) karriere og musik fylder ekstremt meget for 6ix9ine. Han fortæller således også om, at han maksimerer sine streams på sketchy vis og erklærer jokende, at han ville begå selvmord, hvis det hele forsvandt med et snuptag, og sociale medier ikke fandtes som PR-kanal. Han har en nærmest videnskabelig tilgang til trolling.
Dermed ikke sagt, at det er det eneste, interviewet handler om. Rapperen bruger også tid på at forsvare vidnesbyrdet mod sin tidligere bande, han undskylder for hustruvold, og han affejer dommen om at medvirke til at lave en sexvideo med en mindreårig. Og så sammenligner han sig selv med Tupac.
Men det er egentlig bare en masse selvretfærdige argumenter og bortforklarende udtalelser. Der, hvor man for alvor lærer noget om 6ix9ine i interviewet, er i passagerne, hvor han afslører, at han netop ikke er en dum, tankeløs troll. Men en udspekuleret taktiker.
Og det er faktisk en vigtigere indsigt, end man måske lige går og tror. For den tvinger os til at se 6ix9ine i et andet lys. Han er ikke en hovedløs, driftsstyret ond satan, der elsker ondskab og kaos. Han er koldere end det: Han er kalkulerende og manipulerende.
Det er værd at huske, næste gang han prøver at skabe opmærksomhed med et stunt. For så kan man (endnu tydeligere end før) se det for, hvad det er: En PR-strategi, der er skabt til at maksimere omtale – ikke en tilfældig, hovedløs provokation. For 6ix9ine er stupid; ikke dumb.