6ix9ines debut-mixtape er ’Enter the 36 Chambers’ for Xanax-generationen
På overfladen er newyorker-rapperen 6ix9ine et nærmest karikeret destillat af Soundcloud- og mumble-rappens mest underlige og problematiske tendenser.
6ix9ine har ansigtstatoveringer, og han er konstant involveret i slagsmål eller skænderier over internettet med folk som den tidligere ven og samarbejdspartner Trippie Redd – og så har han hår og tænder i alle verdens farver. Det ligner, at en regnbue har kastet op ud over hans hoved.
Og ja: Så har han en dom for at have været involveret i en sexvideo med en 13-årig pige, da han selv var 18.
Det er meget at fordøje. Men kan man se bort fra alle kontroverserne og fordommene rundt om mennesket 6ix9ine, venter der en mindre åbenbaring på hans første mixtape ’DAY69’. Det er nemlig lykkedes rapperen at kondensere sin ekstremt aggressive, unikke stil til ét sammenhængende værk: Det her er den stærkeste udgivelse fra Soundcloud-scenen indtil videre.
6ix9ine dyrker en slags råbe-rap, der både trækker på crunk-gudfaderen Lil Jon og klassiske, grove New York-navne som M.O.P. eller DMX. ’Mooky’ refererer Lil Jons omkvæd fra Youngbloodz-sangen ’Damn’, men generelt minder råbe-flowet faktisk mest om de to sidstnævnte newyorker-rappere. Især DMX’ maniske energi bliver kanaliseret på en ny måde hos 6ix9ine: DMX plejede at sammenligne sig selv med en hund, men 6ix9ine rapper som en pitbull med rabies.
Dén vokalteknik fungerer så stærkt, fordi albummet i høj grad bruger den distortede, punkede produktionsstil, som produceren Ronny J har skabt for folk som XXXTentacion og Lil Pump. Ronny har ikke produceret noget her, men de fleste beats ligger klart i forlængelse af hans lyd. Singlerne ’Kooda’ og ’Gummo’ er perfekte eksempler, mens sange som ’Doowee’ eller ’Buba’ tager brutaliteten et skridt videre.
Det er en ret bizar og sært dragende blanding af hyperaggressiv, råbende New York-rap over distortede Soundcloud-rap-beats. Og det er samtidig også musik, der lyder, som om det er lavet til livekoncerter: Der er call-and-response-sekvenser på ’Mooky’ mens ’93’ har et omkvæd, hvor alle linjerne slutter med et »bang«. Man kan forestille sig et manisk publikum skråle med på begge dele.
Lukkeren ’Chocolate’ lyder til gengæld som noget helt nyt – 6ix9ine rasler trusler afsted over et døsigt beat, der lyder som Justice på hostesaft.
Her er ingen deciderede forsøg på pop, men der sker noget ekstremt vellykket på sange som ’Keke’ og ’Rondo’, hvor der blandes nogle helt billige, synthede melodier og hektiske trommer ind i lydbilledet. På netop de sange får vi også gæsteoptrædener af Fetty Wap, A Boogie Wit Da Hoodie, Tory Lanez og Young Thug, og det fascinerende er, hvor nemt de bliver en del af 6ix9ines lyd.
Det er et tegn på, hvor stærk hans signaturlyd allerede er, at så karismatiske rappere som Young Thug og Fetty Wap bliver en del af lydbilledet – i stedet for at stjæle sangene. Gæsterne er virkelig netop gæster, og det viser, hvor klart og konsekvent rapperen omsætter sin æstetik på alle udgivelsens sange.
Resultatet er et fokuseret mixtape, der kondenserer tidsånden ifølge 6ix9ine i en 11 sange og 27 minutter kort udgivelse. Det er den mest overvældende aggressive debut, siden Chief Keefs ’Back From the Dead’ introducerede drill i 2012.
Det er samtidig svært at se, hvor 6ix9ine skal gå hen efter det her. Kan det overhovedet blive mere voldsomt, mere aggressivt? Men selv hvis den regnbuefarvede rapper aldrig laver en eneste sang mere, har han fået sat sit aftryk. For det her føles allerede som den mest radikale, gennemførte udgave af Soundcloud-rap – en slags ’Enter the 36 Chambers’ for Xanax-generationen.
Kort sagt:
På overfladen er 6ix9ine nærmest en karikatur på den tatoverede, farverige soundcloud- og mumblerap. Men hans mixtape-debut er den mest overvældende aggressive debut, siden Chief Keefs ’Back From the Dead’ introducerede drill i 2012. ‘DAY69’ er en overbevisende kondensering af hans råberap-æstetik: Det er den stærkeste udgivelse fra Soundcloud-rapscenen indtil videre.
Læs også: Efter XXXTentacion: 6ix9ine er hiphoppens nye problembarn