Det er som om, Hunnid22 er vokset op i deres egen lille musikalske boble. For gruppen – som vi netop har peget på som et af de nye danske hiphopnavne, du skal holde øje med i fremtiden – lyder ikke som noget andet dansk hiphop lige nu. Og da slet ikke som det meste af den musik, der dominerer Spotify-hitlisten.
Det unge Aarhus-kollektiv praktiserer i stedet en ret unik blanding af stilarter, der både trækker på soul-samples a la gammel Kanye, lyrisk tætte flows a la Kendrick samt en smittende energi a la ASAP Mob eller Odd Future.
Hele deres visuelle stil er også mere syret og flamboyant end designer-fokuseret. Og – nå ja – så rapper de i øvrigt også på engelsk.
Da Hunnid22 sidste uge gæstede vores hiphop-podcast Standard fik vi lidt af historien om, hvordan de har fundet deres unikke stil-miks. Ved den lejlighed spurgte vi også gruppen om, hvilke crews der har været med til at inspirere dem.
Deres svar var tre vidt forskellige grupper, der har præget dem på hver sin vis.
1. Migos
Gunshot Sammy: »Grunden til, at jeg kan lide Migos, er, at ingen er lige så grove som dem. Ingen har lige så meget drip. Siden de kom ind i branchen har de vendt det hele på hovedet. Jeg respekterer deres energi. Og jeg kan lide det, at de to af dem er fætre og den tredje er nevø til den anden. De er familie, og man kan mærke det«.
2. Black Hippy
U.N.G.: »Siden jeg blev født, har jeg fået hiphop skubbet ind i hovedet på mig. Men da jeg begyndte at finde mine egne interesser, blev jeg draget af Black Hippy-crewet med Kendrick Lamar, Schoolboy Q, Jay Rock og Ab-Soul. De har hver deres stil. To gangstarappere, en conscious rapper og så én, der bare snakker fuldstændigt metaphysical shit. Det er så abstrakt, men de kan stadig få det hele til at køre sammen«.
3. Members Only
Teejay333: »Tilbage i 2016 begyndte jeg for alvor at finde ny musik selv, og der følte jeg, at Members Only (gruppe omkring XXXTentacion og Ski Mask The Slump God, red.) var noget helt nyt inden for rap. Jeg kunne lide XXXTentacions meget dystre, næsten UK drill-agtige tekster. Senere skiftede han til noget mere stille og roligt, lidt ligesom jeg selv gør for tiden. Han begyndte at synge mere. Deres stil er meget bred – ligesom Hunnid22. Jeg er meget inspireret af det, og det rører mig virkelig«.