Selv om Kanye West som bekendt er godt i gang med sin præsidentkampagne, tog han sig alligevel tid til at tale næsten tre timer uafbrudt i sit nyligt visit hos en af verdens mest populære podcasts: ‘The Joe Rogan Experience’.
»Jeg elsker lyden af min egen stemme«, lød det fra dagens mand i skysovs, mens han (og undertegnede) langsomt bevægede os ind i slutspurten af de lange timer.
Ved hjælp af få spørgsmål og kommentarer fra Joe Rogan kom de to ind på alt fra Gud og musikbranchen til hvad der gør Kanye til visionær og hvorfor han stiller op til præsidentvalget.
De tre timer er meget at fordøje, så hvis du ikke kan overskue at lytte det hele igennem (we can’t blame you), har vi her samlet en liste over de emner, der fylder mest under interviewet – og krydret med de vigtigste citater.
»Mit kald er at være leder af den frie verden«
Kanye har fundet Gud. Det er blevet slået fast med syvtommersøm, at han har oplevet en form for religiøs vækkelse de seneste par år, der har fået indflydelse på alle områder af hans liv – fra musikken til hans ægteskab og især til hans ønskede præsidentkandidatur.
»Jeg tror, at mit kald er at være leder af den frie verden«, sagde han allerede fire minutter inde i podcasten. Han beskriver, hvordan Gud har opfordret ham til at påtage den rolle.
»Selv om jeg er præst for, hvor stort mit publikum nu er – i hiphop, i musik eller bare som influencer eller kendis, far og ægtemand i mit hus – kunne der ikke være et bedre tidspunkt at sætte en visionær i kaptajnens stol. Og det betyder ikke, at vi ikke har haft visionærer før. Jeg er her ikke for at nedgøre Trump eller Biden – jeg er her bare for at udtrykke, hvorfor Gud har opfordret mig til at påtage den rolle«.
»Jeg tænker meget tredimensionelt. Jeg tænker ikke i de sort-hvide rammer, som jeg er programmeret til at tænke i. Og jeg tænker i fuld farve. Så når jeg snakker, skal jeg beskrive en tanke på fem måder. Vi nyder mad, der indeholder flere krydderier. Vi nyder musik, der har flere instrumenter. Så når jeg snakker, er det ikke et rant, det er en symfoni af ideer«.
»Jeg var træt af at tjene musikbrancen«
»Gud slog mig af min hest, ringede bogstaveligt talt til mig og sagde: Nu har jeg brug for dig. Ikke at Gud har brug for mig, men vi har brug for Gud. Han kaldte mig for at tjene ham. Jeg var træt af at tjene musikbranchen, træt af at fylde stadioner«.
Sidste måned røg Kanye West på Twitter for at give en status på musikbranchen og vigtigheden af kunstnerisk ejerskab. Han tweetede i forlængelse af det 114 sider af sine egne pladekontrakter og afslørede blandt andet detaljer om en genforhandling fra 2005 med pladeselskabet Roc-a-Fella samt detaljer om ‘Watch the Throne’ og ‘Cruel Summer’-albummene – og fortalte desuden om strukturen i sit eget G.O.O.D Music.
Hos Joe Rogan fortalte Kanye, at pladekontrakter dræner musikindustrien og tilmed har fået ham til at miste penge.
»Jeg er villig til at [afsløre mine kontrakter, red.], fordi det er den rigtige ting at gøre«.
»Musik gør, at jeg mister penge nu. Jeg tjener ikke noget på det. Min nettoværdi på fem milliarder dollars og 300 millioner dollars i kontanter, som jeg ser om året – musikken går fire millioner dollars i minus for mig«.
»Produkternes Michael Jordan«
Kanyes nye satsninger, især hans seneste samarbejde med The Gap, betyder ifølge ham selv, at han befinder sig i eliten af produktskabere.
»Jeg vil købe Universal. Deres organisation er kun 33 milliarder dollar værd. Jeg er en af de største produktproducenter, der nogensinde har eksisteret – og jeg er et barn. Jeg er 43 år gammel. Jeg havde en gæld på 53 millioner dollars for fire år siden. Og nu er det bevist, at jeg er den nye Michael Jordan af produkter«.
Han beskrev herefter, hvordan hans samarbejde med Adidas mundede ud i at tjene dem flere milliarder, og hvordan hans partnerskab med The Gap hjalp deres aktiekurser med at stige uden overhovedet at frigive noget produkt.
»Michael Jordan måtte nedbryde mure, og Michael Jackson måtte nedbryde mure for, at vi kunne nedbryde de næste mure«, sagde Kanye.
Yderligere forklarede han, hvordan disse mure er ‘bestyrelseslokalet’, hvilket reflekterede de nylige kommentarer, han har fremsat om, at han ønsker et bestyrelsessæde hos Adidas og The Gap.
»Vi er alle på medicin lige nu«
Kanye italesætter også sin bipolar lidelse, og hvordan den medicinske behandling har påvirket ham.
»Det blokerede min evne til at kanalisere det, som Gud ville have mig til at gøre. Men vi er alle på medicin lige nu. Brugte du tandpasta med fluor i dag? Det blokerer din pinealkirtel. Og børn bruger det. Det er i deodoranterne, vi bruger. Det er alle disse ting, der afbryder forholdet til Gud. Tjener du mennesket, eller tjener du den eneste rigtige mester?«
Kanye gik også i dybden med det berygtede TMZ-interview fra 2018, hvor han kontroversielt udtalte, at slaveri var et »valg«.
»Mest ødelagde det min selvtillid. Det gjorde mig til en skal af, hvem jeg virkelig er«.
»De fortalte mig, at jeg var bipolar. Jeg husker, at jeg sagde på TMZ: ‘Slaveri var et valg’. De medicinerede mig for at sige det, for at have den mening og sige det højt«.
»Jeg vinder 100 procent i 2024«
Sidst men ikke mindst blev der kastet lys på Kanyes hidtil største satsning: Præsidentkampagnen. Han forklarer, at han har været ramt af coronavirussen, hvilket har forsinket processen. Samtidig har han skulle tage imod en masse kritik, som han uddyber i podcasten.
»Hvorfor jeg tilmeldte mig så sent for at stille op som præsident? Covid. Jeg havde virussen, og jeg sad i karantæne i mit hjem, og min fætter sendte en sms til mig om, at jeg skulle være klar til at stille op. Jeg satte det bare helt til siden, fordi jeg rystede, tog varme bade, spiste suppe. Jeg synes ikke, det var så slemt. Jeg synes, det var en mild sag«.
»En af de mest racistiske ting, som liberale, der er stolte af sige, de ikke er racistiske, har sagt til mig, er: ‘Du splitter den sorte stemme’. Og det får det til at virke som om, sorte mennesker ikke selv kan træffe beslutninger, og at ingen hvide kender mig. De siger, at kun sorte mennesker stemmer på mig. Tænk på det udsagn. Nuancen ved institutionaliseret racisme … ingen har virkelig været i stand til at omfavne ideen om, at sorte ikke er i en blok og forbliver ét sted«.
»Jeg vinder 100 procent i 2024. Jeg har Birthday Party, men jeg tænkte måske, at der er en mulighed for, jeg ville være … øh, de sagde, det ikke kunne ske. Jeg tænkte, at jeg muligvis vil være demokrat«.