Branco blev årets store vinder ved Danish Music Awards – se hvem der løb med alle priserne

Branco blev årets store vinder ved Danish Music Awards – se hvem der løb med alle priserne
Branco.

Danish Music Awards løb af stablen i Royal Arena under corona-restriktioner lørdag aften, hvor der skulle uddeles hele 15 priser.

Branco blev aftenens store vinder med hele tre priser, herunder topprisen for årets album for fællesalbummet med Gilli, ‘Euro Connection‘.

Branco blev desuden kåret som årets solist, mens hans single ‘London Town’ med Gilli blev kåret som årets danske streaminghit. Nicki Pooyandeh, der blandt andet har produceret ‘Euro Connection’, blev kåret som årets producer for andet år i træk.

Der var også guld til Tessa, som modtog prisen for årets nye navn efter et fantastisk 2020, der har budt på samarbejder med blandt andre Suspekt. Suspekt modtog prisen for årets gruppe.

Dansk hiphop sad generelt på priserne, men der var også noget at hente for rock- og popnavnene. The Minds of 99 vandt prisen for årets sangskriver for sangen ‘Som fluer‘, mens Jada blev kåret til årets livenavn. Jung blev kåret til årets nye livenavn, og Lukas Grahams ‘Lie’ blev udråbt til årets danske radiohit.

De internationale priser for henholdsvis årets album og årets hit gik til Taylor Swift for ‘Folklore‘ og The Weeknd for ‘Blinding Lights‘.

Aftenen bød desuden på liveoptrædener fra blandt andre Tessa, Lord Siva, Lukas Graham og Suspekt.

Danish Music Awards 2020 vindere:

Årets nye navn: Tessa
Årets danske sangskriver: The Minds of 99 ‘Som Fluer’
Årets nye livenavn: Jung
Årets solist: Branco
Årets danske radiohit: Lukas Graham ‘Lie’
Årets internationale album: Taylor Swift ‘Folklore’
Årets internationale hit: The Weeknd ‘Blinding Lights’
Danish Music Awards’ ærepris: The Savage Rose
Årets gruppe: Suspekt
Årets forbillede: Karen Vincent og Sarah Sølvsteen for She Can Play
Årets livenavn: Jada
Årets album: Branco & Gilli ‘Euro Connection’
Årets producer: Nicki Pooyandeh (For blandt andet ‘Euro Connection’ med Branco & Gilli og ‘Stepzologi’ med Stepz)
Årets danske streaminghit: Branco & Gilli ‘London Town’
Årets bedrift: P3 Musiks podcast ‘Hvem er…’ for serierne ‘Hvem er The Minds of 99?’, ‘Hvem er Hans Philip?’, ‘Hvem er Volbeat?’ og ‘Hvem er Hugo Helmig?’ ved Karen Straarup, Pelle Peter Jencel, Sandra Mia Susgaard, Ula Bach Hulgaard, Ida Skjerk, Nina Liv Bendstrup, Babak Vakili, Emil Riscaldini & Trine Damgaard.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af