Grammy-sæsonen er over os, og vi ved alle, hvad det betyder: En næsten uendelig stime af artister, der brokker sig over, at de ikke er blevet nomineret, at de ikke har fået nomineringer nok, eller at de ikke er nomineret i de rigtige kategorier.
I den mere forståelige ende af spektret har The Weeknd protesteret mod, at hans fantastiske og storsælgende ‘After Hours’-album ikke har fået en eneste nominering, mens Justin Bieber er sur over, at hans ‘Changes’ ikke er nomineret som r’n’b-album.
Senest har Nicki Minaj også meldt sig på banen. Men ikke med kritik af dette års nomineringer. Nej, Minaj er fortsat vred, fordi hun ikke vandt prisen for Best New Artist for otte år siden.
»Glem aldrig, da Grammy Awards ikke gav mig min Best New Artist-pris, da jeg havde syv sange på Billboard-charten samtidig og havde den største salgsuge for nogen kvindelig rapper i sidste årti – og derefter inspirerede en generation«, skriver rapperen på Twitter og tilføjer: »De gav prisen til den hvide mand Bon Iver«.
Endnu er der ingen forlydenheder om, hvad Den Hvide Mand Bon Iver siger til dén sag.